»Vi er ikke tilfældige eksistenser: Tingene falder på plads, vores hjerter falder til ro«
Sognepræst Knud Bunde Fries skriver her en klumme.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Lige uden for mit vindue kan jeg se et af skabelsens små vidundere.
Det er et edderkoppespind, som om morgenen har samlet lidt dug i sine tråde, og når solens stråler brydes i dugperlerne, så ser jeg hele farvespektret komme til syne, og spindet fremstår som et lille maleri skabt af naturen selv.
Her i sensommeren og det tidlige efterår bliver alle edderkoppespindene tydelige. De hænger som små kunstværker i græsset, i buske og hække eller på husenes vinduesrammer.
Der er noget forunderligt ved sådan et spind. Det er skrøbeligt, ja – et vindpust eller en uopmærksom menneskehånd kan ødelægge det. Og alligevel er det stærkt nok til at bære, det hænger fast i grene og buske, det kan modstå regndråbernes vægt. Spindet rummer både styrke og skrøbelighed på samme tid.
Jeg kom til at tænke på, at edderkoppespindet kan minde os om troen. For også troen kan synes sart. Den er ikke noget, vi kan måle eller veje. Den kan rystes af tvivl, udfordringer og af livets uforudsigelighed. Og alligevel er det troen, der holder.
Troen giver mening til mennesker, fortæller os, at vi ikke er tilfældige eksistenser, men at Gud har en mening med hver eneste af os. Det er, når vi kommer i kontakt med troen, at tingene falder på plads, vores hjerter falder til ro, og vi får det rette perspektiv på os selv. Kirkefaderen Augustin sagde: Mit hjerte er uroligt, indtil det finder hvile hos dig, o Gud.
Lige nu er vi på den tid af året, hvor naturen så småt begynder at skifte farve. På markerne har mejetærskerne været i gang siden højsommeren, og rundt om står stubbene tilbage. Skoven er begyndt at falme, og midt i det hele lyser æblerne rødt på træernes grene, som vi synger fra Højskolesangbogen.
Der findes ikke meget, der er bedre end at kunne gå ud i sin have og plukke et modent bær eller en moden frugt og herigennem smage jordens kraft, sommerens sol og forårets regn og vind og blæst, og alligevel så bliver det hele bare bedre, når vi ser skaberens usynlige aftryk i det, vi spiser.
Det kan troen fortælle os, give mening til noget så simpelt som et bær eller en frugt. Atomfysikeren Jens Olaf Pepke Pedersen skriver i sin bog Fra lys til liv om det paradoks, at videnskaben ikke kan fortælle, hvad meningen er med livet, men at vi alligevel er drevet af en kæmpe længsel efter at finde mening.
Derfor søger vi efter liv i rummet og forsøger at finde den store sammenhængende teori for alle fysikkens love, fordi vi har en længsel i os efter mening. Tro og videnskab er derfor ikke hinandens modsætninger, men kan berige hinanden. Det kan jeg kun være enig i, alt imens jeg ser edderkoppespindet uden for mit vindue blafre let i vinden.