Stop lærermanglen i Favrskov – lærervikarer er en ressource, vi skal udvikle
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
I dag er situationen i folkeskolen alarmerende:
Næsten hver femte underviser er ikke læreruddannet. Det er et kæmpe problem, også her i Favrskov, hvor det ligger et stykke over 10 procent. Resultatet er, at vi er nødt til at bruge flere og flere lærervikarer uden den rette uddannelse. Det giver udfordringer med både den sociale og faglige trivsel, men måske kan vi vende det til en mulighed.
Vi har mange unge, der efter gymnasiet tager et år eller to som lærervikarer. De er en kæmpe ressource, som vi skal passe på og udvikle. På den måde sikrer vi ikke bare høj kvalitet i vores undervisning her og nu, men giver dem måske også lyst til at tage den fulde uddannelse.
Jeg stiller op til byrådet, fordi jeg gerne vil styrke vores folkeskole. Derfor vil jeg arbejde for følgende, hvis jeg får din tillid og en plads i byrådet.
Gratis kurser til alle lærervikarer: En fast lærervikar skal hurtigst muligt tilbydes et gratis kursus i klasseledelse og konflikthåndtering. Heldigvis udbyder lærerseminariet i Silkeborg allerede et kursus, som omhandler netop det. Et kursus, jeg selv har givet ideen til, da jeg under min uddannelse blev bedt om at komme med forslag til, hvordan vi får flere til at læse til lærer. Gode ideer kan blive til virkelighed, og det er præcis den slags initiativ, vi skal gribe og bruge til gavn for Favrskov.
Mentorordning: Ligesom nyuddannede lærere i Favrskov får tilbudt en mentor, skal alle nye vikarer også have en fast mentor, som de kan sparre med. En erfaren lærer, der kan give dem gode råd og hjælpe dem, når de møder udfordringer i hverdagen. Det sikrer, at vores vikarer føler sig trygge og får den støtte, de har brug for.
Meritlæreruddannelsen: Lærervikarer, der har arbejdet i mere end to år, skal tilbydes tilskud til at tage meritlæreruddannelsen, mens de fortsat arbejder i kommunen. På den måde viser vi, at vi værdsætter dem og ønsker at beholde dem som lærere i Favrskov, samtidig med, at vi løfter kompetencerne hos vores medarbejdere.
Dette handler ikke kun om lærervikarer. Udfordringen med at finde kvalificeret personale gælder også i mange andre af kommunens velfærdsopgaver. Vi ser det i ældreplejen, i daginstitutioner og på socialområdet. Hvis vi kan få succes med denne tilgang i skolen, er det min ambition, at vi skal rulle et lignende koncept ud i hele Favrskov Kommune. Vi skal gøre det til en fast del af vores strategi at uddanne og opkvalificere vores egne medarbejdere.
Vi skal ikke stille os tilfreds med at være gennemsnitlig, vi skal ville være blandt de bedste, og det kræver politisk vilje.