»Undskyld mig: I kostede kommunen cirka 17 millioner, men nu kan 200.000 kroner pludselig sende os direkte mod statsbankerot«
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Socialdemokratiet er meget forarget. Ja, faktisk nærmest rasende.
Vi i det borgerlige flertal har nemlig indført deltidspasning i daginstitutionerne – og tænk sig: Ordningen kræver 200.000 kroner ekstra til administration. 200.000! Det er åbenbart en uoverstigelig sum, som kan vælte hele kommunens økonomi og sende Favrskov på kurs direkte mod statsbankerot.
Det er næsten rørende at opleve denne pludselige bekymring for administrative udgifter. For det er jo præcis den samme socialdemokratiske flok, som fra 2017 til 2021 sad på magten for tredje gang i træk, og der voksede antallet af AC-medarbejdere (medarbejder ansat under Akademikernes Centralorganisation) med næsten 24 procent.
En stigning, der kostede kommunen cirka 17 millioner kroner hvert eneste år. Men dengang var der åbenbart ingen grund til bekymring. Dengang var flere skriveborde, flere rapporter og flere møder om møder åbenbart en helt naturlig del af velfærden.
Så lad mig se, om jeg forstår logikken korrekt: 17.000.000 kroner til administration er helt i orden, nærmest en investering i fremtiden. 200.000 kroner til at indføre en reel valgmulighed for forældrene i Favrskov er et kæmpe problem, der må bekæmpes med næb og kløer.
Jeg kan næsten høre indvendingen: »Jamen, det handler om prioriteringer!«
Ja, netop. Prioriteringer. Socialdemokratiet prioriterer flere akademikere på rådhuset. Vi prioriterer familiernes frihed til at vælge deltidspasning, hvis det passer deres hverdag bedre. Og jeg er ikke et sekund i tvivl om, hvem der får mest ud af de penge.
Hvis Socialdemokratiet virkelig mener, at 200.000 kroner i administration er en uoverstigelig byrde, så burde de måske starte med at kigge på de 17 millioner kroner, de selv satte til side til netop den slags. Det er jo en mikroskopisk brøkdel af det bureaukrati, de efterlod os med.
Så kære socialdemokrater: Jeres forargelse er noteret. Men undskyld mig, hvis vi andre ikke tager den helt alvorligt. Når man selv har pustet administrationsudgifterne op med 17 millioner kroner, virker det en smule… ja, skal vi sige dobbeltmoralsk?