Fortsæt til indhold

Politikerne svigter som ledere

Debat
Peter EgestadAhl

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Tak til lokalredaktør Lars Norman Thomsen for de velplacerede ”ramsaltede” kommentarer.

Det er befriende og særdeles relevant at sætte fokus på kommunens organisering op til valgkampen.

Jeg er en af dem, især som en stemme fra Ahl, der er, og har været kritisk overfor kommunen.

Både overfor politikerne og embedsværket, men frem for alt overfor samspillet mellem dem.

Men min kritik har altså på ingen måde haft politisk sigte eller farve. Den har haft med funktionalitet at gøre. Og min fornemmelse er, at mange deler min frustration over den stigende mangel på funktionalitet.

Altså det med driften. Det med at få tingene til at virke i et samlet hele.

Dvs. det er ikke for deres politiske virke, vi kritiserer politikerne.

Vi kritiserer dem for at svigte som ledere af kommunen. Og især de temmelig mange politikere, som udelukkende opfatter sig selv som holdningsaktører i det kommunalpolitiske lidt beskyttede værksted.

Dem, der glemmer, at de også er ledere, er myndigheden, er de ansvarlige for at helheden i kommunen fungerer driftsmæssigt.

Og det er i mine øjne her langt det største svigt sker. Det har embedsværket luret for længst og man har oplevelsen af, at embedsværk og politikere udgør to hold i kamp mod hinanden. En kamp hvor politikerne er de sky og embedsværket de snu. Det er en organisationsform, der skaber uvirksomhed.

Politikerne får opmærksomhed og embedsværket får løn.

Men borgerne får primært frustrationer af manglen på ledelse, koordination og effektivitet.

Man kunne i stedet drømme om, at kampen blev til en alliance mellem visioner og ansvar hos politikerne, og faglighed og kunnnen hos embedsfolkene.

Så kunne man nå langt.

Men det vil kræve ledelse og ansvar for helheden i byrådet. Og det vil kræve, at vi flytter samtalen til niveauet over bare at tale pænt til hinanden.