Hvad kan vi gøre ved ensomheden?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Flere ældre borgere giver udtryk for, at de til tider kan føle sig ensomme. Tiderne gør, at familien ofte er langt væk, venner er måske gået bort, og man er ikke mere så mobil.
Men der findes foreninger, der har fokus på problemet. Både Ældresagen og Røde Kors har besøgstjenester i Grenaa. Disse kan hjælpe med at finde en besøgsven.
Det er vigtigt, at besøgsvennen ”matcher” den ensomme borger. Det vil blandt andet sige, at de skal have sammenfaldende interesser, man kan være fælles om.
Flere borgere giver udtryk for, at de meget gerne vil udenfor – på gåture med besøgsvennen. Det kan være med rollator eller i kørestol. Hvis kræfterne rækker til det, kan borgeren og besøgsvennen se på tøj eller andet i forretningerne. Det giver tryghed for borgeren at have et andet menneske med.
Hvis borgeren og besøgsvennen har haft en stor del af deres liv i Grenaa, kan Grenaas historie også være et godt emne
Vi oplever også, at det kan være givende for de to parter at se film sammen. Det kan være i biografen, hvis kræfterne rækker til at komme der, eller i tv.
Nogle har rejst en del, og måske har de besøgt de samme steder. Det er også et godt emne at snakke om – måske med billeder.
Kortspil er også populært.
Hvis borgeren og besøgsvennen har haft en stor del af deres liv i Grenaa, kan Grenaas historie også være et godt emne. Hvem husker ikke flere af de forretningsdrivende, hvad varerne kostede dengang, hvor mange bagere, der var i Storegade og i Lillegade og så videre.
For de, der interesserer sig for håndarbejde, kan man udveksle erfaringer med strikke- og hækletøj. Mange borgere har gennemlevet en tid, hvor man lavede en stor del selv.
Endelig kan nævnes, at besøgsvennen og borgeren sammen kan bage eller lave en lille ret, hvis det er en fælles interesse.
En enkelt ting, der er vigtig, når borgeren og besøgsvennen er sammen, er, at de er enige om at ryge eller enige om ikke at ryge.
Har du lyst til at få en besøgsven, er du velkommen til at kontakte enten Ældresagens Birgit Lindgaard på telefon 42 38 38 79 eller Røde Kors - Kirsten Ladefoged på telefon 40 28 70 25.