I dag er Marie Mølle en lokal seværdighed – for 200 år siden var det Mølle-Marie, der tiltrak opmærksomhed
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
På Møllesvinget 4a, matr.nr. 14a-c knejser Ebeltofts historiske Marie Mølle triumferende højt oppe over byens tage for at markere, at hun er vartegnet over dem alle trods nyankomne seværdigheder som Fregatten Jylland, Glas og Maltens frembrusende færd. Men Marie Mølle er en nydelig ældre dame fra 1828, som for altid bør nyde denne værdighed.
Vindmøller blev placeret højt i landskabet for at fange vinden fra alle sider, så elementets kraft kunne overføres til møllestenenes utrættelige kamp for at male bøndernes korn til brugbart mel for de evigt hungrende ebeltoftere.
Møllen blev efter en brand i 1870 væsentlig fornyet. I 1952 gik den på en tiltrængt pension. I juni 1954 overtog Sommerfestkomiteen, Ebeltoft Byråd og Ebeltoft-fonden et tinglyst ansvar for vedligeholdelse af Vinger, Hat og Krøjværk på møllen. Der var i mange år herefter en spektakulær belysning på vingerne, som i stjerneklare nætter kunne ses helt ovre fra Aarhus.
Møllen er nu endt i sit otium som en luksuriøs feriebolig, hvor det ikke længere kræves, at den skal arbejde for sin eksistens – den skal bare nyde friheden, livet og ikke mindst byens turister.
I fordums dage delte den sin gerning med Kirstines Mølle, som lå bag Det gamle Apotek – der, hvor Kollerup Sti i dag slår sine folder. Den blev ofte kaldt ”Den Hvide Mølle”, fordi den var bygget af hvidmalede teglsten helt op til ”hatten”. Man finder også indimellem i kilderne betegnelsen ”Ebeltoft Mølle”. Desværre blev den jævnet med jorden umiddelbart efter 1. Verdenskrig, så der er intet spor tilbage.
Der var på Marie Mølle i 1833 ansat en fortryllende smuk, ung stuepige med navnet Mølle-Marie. Hun var så bedårende, at selv de vilde planter og træer ærbødigt bøjede deres kroner, når hun gik forbi dem med sin fletkurv til byens marked for at gøre indkøb.
Hun var yderst bevidst om sine guddommelige ynder og forblændede ofte (læses: altid) byens elskovs-hungrende ungersvende. Mølle-Marie lod dem gerne udfordre, hvis de følte trang til en lille ”bid” af hendes organiske ”supermarked”. ”Biddet” kunne være et ”uskyldigt” lille kys på læberne, et kram, en let berøring af hendes fagre popo eller en åbenbaring af Maries svulmende bryster.
Selv dyden var til forhandling. Men prisen var høj. Kravet kunne være at bide hovedet af en levende mus, spise en sort skovsnegl i ”løbetid”, lade sig angribe af en faretruende hugorm, sluge en levende ål, sætte sig på en myretue med blottet bagdel eller, som møllersvend Magnus Vinge valgte at gøre det: surre sig fast til en møllevinge og lade sig svinge rundt for at opnå adgang til at udfri Mølle-Marie af hymens lænker. Det skete alt sammen, mens mølleren og hans hustru lod sig indhylle i en kærkommen middagslur.
Men desværre endte det fatalt. Tværlamellen, som Magnus Vinge havde fæstnet til sin ene fod, vred sig løs, og han faldt livløst til jorden lige foran Mølle-Marie, som forbavsende hurtigt kom sig over hændelsen. Men det skal retfærdigvis bemærkes, at hun efterfølgende nedjusterede adgangskravene til sine ynder med mere moderate udfordringer.
Man kan så håbe på, at Magnus måske havde fået lidt ”forskud” på Maries ynder, så hans liv ikke blev ofret helt forgæves.