Fortsæt til indhold

»Absurd anklage fra parti, der selv indfører mere administration, mere bureaukrati og mere kontrol«

Debat
Emil MøllerByrådskandidat Socialdemokratiet Favrskov

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Når man står i en debat, kan man grundlæggende vælge mellem to tilgange:

Den ene tilgang er at styrke modpartens argument så meget som muligt og derefter afprøve, om man kan dekonstruere det. Fordelen ved denne metode er, at man enten kan nå en ny erkendelse eller teste sit eget standpunkt mod den stærkest mulige version af modargumentet. Denne form for dialektik fører næsten altid til en meningsfuld og udbytterig debat.

Den anden tilgang er at gøre, som LA’s Simon Buus for nylig gjorde i Din Avis: Reducere modstanderens argument til en brøkdel af dets samlede substans med henblik på at misrepræsentere det.

Det var præcis, hvad Simon Buus gjorde, da han tog Socialdemokratiet til indtægt for at alene være imod deltidspladsordningen, fordi den kommer med en regning på 200.000 kroner til pladsanvisningen.

Alle, der har fuldt med i vores kritik af ordningen, ved, at det selvfølgelig ikke er summen af vores kritik. Vi er kritiske, fordi ordningen vil resultere i mere administration, mere bureaukrati og kontrol i vores daginstitutioner og ikke vil kaste andet af sig end en lavere forældrebetaling for forældre med høje indkomster.

Da ordningen i sin tid blev stemt igennem, reklamerede LA med, at den ville være gratis. Vi i Socialdemokratiet gjorde allerede dengang opmærksom på, at det ikke var tilfældet. Sidenhen har LA måttet gå med til at finde én million kroner for at dække den manglende forældrebetaling. Desværre er det et mønster: Simon Buus hævdede tidligere, at den famøse hjemmepasningsordning ville være rentabel for kommunekassen. Det måtte han siden trække i land, da forvaltningens tal – naturligvis – viste, at det var forkert.

Og her er et modsætningsforhold, som LA ville gøre klogt i at overveje: En helt banal produktionsøkonomisk indsigt er, at udvidelsen af skræddersyede velfærdstilbud, fritvalgsordninger og lignende – som partiet har været bannerfører for – typisk medfører højere administrationsomkostninger. Præcis som vi har set med hjemmepasningsordningen, og som vi må forvente også bliver tilfældet med deltidspladsordningen.

Det gør det desto mere ironisk, at Liberal Alliance samtidig hævder, at der findes et uudtømmeligt eldorado af bureaukrati, man kan skære væk uden konsekvenser.

Det bringer os til Buus’ påstand om, at Socialdemokratiet alene skulle stå bag stigningen i akademiske medarbejdere siden 2017 – og dermed 17 millioner kroner brugt på bureaukrati.

Den anklage er absurd af flere grunde. For det første bygger kritikken på en forkert præmis: At administrationsomkostninger er vokset over en given periode betyder ikke, at man uden videre kan skære dem væk uden konsekvenser. Kommuner, virksomheder og organisationer pålægges ofte løbende mere bureaukrati “oppefra”. Et konkret eksempel fra min egen arbejdsplads er, at vi på grund af EU’s arbejdstidsregler er tvunget til at registrere arbejdstiden for alle ansatte.

Dernæst bør det ikke overraske, at kommunens administrative byrder er vokset over de sidste ti år. Vi har været igennem en global pandemi og sendt medarbejdere hjem. Det skaber en pukkel. Derudover bliver vi konstant pålagt nye krav fra Borgen: Folkeskoleaftalen, ældrereformen, beskæftigelsesreformen, sundhedsreformen, socialreformen og ikke mindst Den Grønne Trepart – blot for at nævne nogle af de seneste lovkomplekser pålagt kommunerne. Alt sammen reformer der kræver ressourcer at implementere.

Afslutningsvis kan man notere sig, at der har været et blåt flertal gennem hele sidste valgperiode – så hvad har egentlig holdt dem tilbage fra at gennemføre alle de “gratis” millionbesparelser, som Hr. Buus taler om?

Det er måske også Socialdemokratiet skyld? Eller måske mener resten af blå blok heller ikke, at analysen helt holder vand?