»Der er frit valg, men det ved hver tredje ældre ikke«
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Der er virkelig grund til at sende en kæmpe ros til alle de medarbejdere, der har med hjemmeplejen at gøre i Favrskov. Det er nemlig deres fortjeneste, at Favrskov lander som nummer fem i en helt ny, landsdækkende undersøgelse, der måler de ældres tilfredshed med hjemmeplejen. Det er et fremragende resultat, som vi kan være stolte over.
87 procent af de ældre i Favrskov svarer, at de er enten tilfredse eller meget tilfredse med den modtagne hjælp, og det placerer Favrskov på femtepladsen over landets kommuner.
Undersøgelsen viser, at de ældre i Favrskov føler sig trygge ved de medarbejdere, der kommer i deres hjem, og at medarbejderne kommer til tiden og kender borgernes vaner og behov. Undersøgelsen viser også en stor tilfredshed med den personlige pleje, som hjemmehjælpen leverer.
Selv om undersøgelsen giver Favrskov en topplacering, er der også plads til forbedring.
Landets kommuner har pligt til i forbindelse med visitationen at informere den enkelte ældre om, at der er frit valg mellem offentlige og private leverandører. Det fremgår klart af lovgivningen, så der er ikke noget at rafle om.
Undersøgelsen viser, at 33 procent af de ældre i Favrskov ikke var klar over, at de kunne vælge, så her skal vi have strammet op. Jeg vil som medlem af Social- og sundhedsudvalget på førstkommende møde spørge ind til, hvordan vi sikrer os, at Favrskov kommer til at overholde informationspligten.
Som politikere skal vi naturligvis ikke blande os i, om den enkelte ældre vælger et kommunalt eller privat tilbud. Vores opgave er at sikre, at der er et frit valg, og at den ældre oplyses om valgmulighederne.