Her er nøglen til hurtigere klart vand i Skanderborg Sø
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
I debatindlægget “Ren sø uden dyre lappeløsninger” i Din Avis Skanderborg den 10. september peger Christian Wibe-Marker og Torben Wallner med rette på, at det afgørende for Skanderborg Sø på langt sigt er at reducere den eksterne tilførsel af fosfor. Ringkloster Å står alene for en meget stor del af belastningen, og uden en målrettet indsats i oplandet vil søen ikke kunne komme i balance.
Men erfaringer fra både Skanderborg Sø og andre danske søer viser, at intern belastning fra bundsedimentet fra mange års brug af Skanderborg Sø og Lille Sø som losseplads og med udledning af urenset spildevand også spiller en væsentlig rolle. Måske den største rolle. I Lillesø og de bynære dele af Skanderborg Sø frigives der hver sommer fosfor fra bunden, som herefter føres videre til Skanderborg Sø. Derfor kan vi ikke nøjes med at vente på oplandsprojekterne – det vil tage mange år, og i mellemtiden må borgerne leve med uklart badevand i juli og august.
Fosfor er hovedårsagen til alger i søer. Selv små mængder giver kraftige opblomstringer, fordi fosfor ophobes i bunden og kan frigives igen og igen. For meget fosfor betyder uklart vand, færre planter, flere småfisk og risiko for giftige blågrønalger. Skal vi have klart og sundt badevand, er vi nødt til at få fosforen ned.
En kombineret strategi er nødvendig:
- Oplandsindsats: vådområder, fosforfiltre og lavbundsudtag kan reelt kun reducere den diffuse tilførsel med 20–40 %.
- Målrettet fosforbinding i hotspots: Eksempelvis i Lillesø og de bynære arealer i Skanderborg Sø kan sikre klart badevand allerede på kort sigt. Ved at tilsætte “aluminium” dannes et tyndt lag på søbunden, der binder den fosfor, som ellers frigives om sommeren. Dermed fjernes algernes næring, og vandet bliver klarere i mange år frem.
- Biomanipulation: Justering af fiskebestanden kan støtte balancen, når sigtdybden først er forbedret. Det vil hjælpe med flere rovfisk (gedder og aborre), som spiser brasen/skaller, som spiser dafnier. Dafnier lever af algerne. Brasen og karper roder i bunden under fødesøgning og hvirvler sediment med fosfor op.
Hvis man følger den klassiske strategi, som DCE anbefaler, starter man med at reducere den eksterne tilførsel af fosfor fra oplandet. Først når tilførslen er bragt langt nok ned, kan man gå videre til intern behandling af søens bund. Denne rækkefølge giver faglig mening, fordi man ellers risikerer at nye mængder fosfor hele tiden undergraver indsatsen. Men ulempen er, at det vil tage 10–15 år at nå så langt, at vandet for alvor bliver klart – altså først omkring 2040.
En kombineret strategi ser anderledes ud. Her sætter man også ind mod oplandet, men samtidig gennemfører man målrettede interne behandlinger i de mest belastede områder, f.eks. Lillesø og bugten ved Bybadet. Det giver en synlig forbedring allerede inden for få år – måske allerede i 2026 – og betyder, at borgerne får gavn af en klarere sø, mens de langsigtede indsatser i oplandet arbejder sig ind. Når tilførslen fra oplandet så er reduceret, kan man gennemføre en bredere intern behandling, der holder meget længere.
Den kombinerede strategi er ikke kun hurtigere – den er også mest fleksibel, fordi vi kan justere indsatsen undervejs og sikre klart vand både nu og på lang sigt.
Kilde: Da jeg ikke selv har ekspertise, er informationen baseret på data fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet og Miljøstyrelsen, analyseret og udarbejdet med hjælp fra ChatGPT og Grok for at sikre et kvalificeret og faktabaseret svar.