Fortsæt til indhold

Ingen er i god økologisk tilstand - Problemet i vores søer er større, end vi tror

andkvaliteten i Skanderborgs søer er kritisk dårlig. Overgødning og gamle industriudledninger har skabt omfattende økologiske udfordringer.

Debat
Henning Sejer Jakobsen og Anni Schmidt PedersenKandidater til kommunevalget 2025 i Skanderborg Kommune for Socialdemokratiet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Skanderborg er en vandkommune. Hele 8,7 procent af vores areal er dækket af vand fordelt på over 1.400 søer, damme og vandhuller. Skanderborg kommune er således hjemsted for både Jyllands største (Mossø), 4. største (Skanderborg Sø) og 5. største (Julsø) søer. Vi har med andre ord mange idylliske og besøgsværdige steder i vores kommune, men idyllen dækker over en kedelig virkelighed: Ingen af vores søer er i god økologisk tilstand.

Skanderborg Sø og Salten Sø er blandt de søer, der er værst ramt. Statistisk set kategoriseres de som i dårlig økologisk tilstand, Stilling-Solbjerg Sø er i ringe økologisk stand, Mossø, Knudsø, Ravnsø, Julsø m.fl. er »kun« i moderat tilstand. Tilsammen betyder det, at alle vores søer har udfordringer, hvilket af og til bliver tydeligt for alle. Padler du fra Mossø gennem Tåning Å til Skanderborg Sø, oplever du kontrasten markant. Det ene øjeblik er vandet klart, det næste er det en grumset og grøn suppe.

Alene i Skanderborg Sø tilføres hvert år omkring 4.000 kg fosfor, hvilket er ca. 30 procent mere, end søen naturligt kan »tåle«. Fosfor er et uundværligt grundstof, der tilfører livsvigtig næring til livet i søen. Men som i haven eller ved stueplanten i vindueskarmen vil for meget næring ende med at ødelægge i stedet for at gavne. For store mængder fosfor betyder, at algerne vokser eksplosivt, vandet bliver uklart, undervandsplanterne dør grundet manglende lys, og ilten forsvinder fra bunden. Resultatet er, at svovl-reducerende bakterier producerer ildelugtende giftstoffer som svovlbrinte, der får søen til at lugte grimt. For at gøre ondt værre tilskynder ovenstående udvikling af cyanobakterierne (kendt som blågrønne alger), der gør søen til en sommetider neongrøn oplevelse.

Problemerne i vores søer har mange årsager og er multikausale. Et kort oprids af udfordringerne lyder:

  1. Der sker altid en naturlig tilførsel af fosfor via bække og åløb. Den naturlige udvaskning er dog de seneste 150 år blevet forstærket af blandt andet landbrugets gødning af markerne.
  2. Gamle synder fra industrien (slagteri og industrivirksomheder) samt husholdninger tilknyttet faskiner har udledt fosfor direkte i vores søer. Der er dog ikke et helt klart billede af, hvor omfattende udledningen har været, og hvor mange aktive faskiner der stadig findes. Udledningen har ført til sedimenter på søbunden, hvor der nu ligger store mængder fosfor bundet i bundlagene.
  3. Rensningsanlæggene udleder stadig spildevand i vores søer, ligesom overløbsvand også havner her. Renseanlæg bliver mere og mere effektive og bruger flere metoder til rensning af spildevandet. Fx udskilles faste stoffer i dekantere, mens fosfor udskilles i biologiske anlæg. Skanderborg Forsyning bruger altså forskellige metoder til rensning af kommunens spildevand og har i dag en effektiv rensning på godt 95 %.
  4. Den voldsomme og ukontrollerede udvikling af vandpest, åkander, dunhammere og andre planter samt trådalger medfører flere steder, at mindre lys kommer igennem til bunden af søerne. Det forstærker effekten og udviklingen af endnu flere alger. Dette oplever vi særligt om sommeren, hvor temperaturdelte flader i søerne og øget iltmangel på bunden skaber en ond cirkel.
  5. En nyere trussel er den invasive vandremusling, der forskubber økosystemet ved at filtrere partikler, plankton, mikroalger og noget fosfor ud af vandet. Det gør vandet mere klart, men det betyder ikke, at søen er ren. Det forstærker til gengæld – og desværre – fosforudviklingen på bunden af søerne.
  6. Historiske vandstandssænkninger, flowændringer og nutidige store variationer i vandstand medfører forstyrrelse af lysindfald og økologiske vilkår af levesteder for undervandsplanter og andre akvatiske organismer. Det hindrer søerne i at være effektive biotoper, der er i stand til at selvregulere.

Alle disse faktorer spiller sammen. I tilgift skal vi huske, at mange af vores søer er forbundne i blandt andet Gudenåsystemet. Derfor findes der ikke ét svar eller én hurtig løsning. Vi har intet quickfix, til gengæld har vi mange parallelle indsatsområder, som vi kan arbejde med på både kort og lang sigt.

Den gode nyhed er, at søerne og naturen er god til at redde sig selv. Udfordringen er, at opgaven er massiv, og naturen har brug for en hjælpende hånd, hvis vi gerne vil have søer i god og sund stand. Fra at udlede og udvande knap 4.000 kg fosfor årligt i Skanderborg Sø skal vi »bare« ned på 2.500 kg fosfor årligt, før vi har et godt vandsystem. Resten vil naturen kunne klare på egen hånd.

Det vi ikke må, er at symptombehandle eller bruge vores energi på at give nogen skylden. Udfordringerne og i vores optik også løsningerne kræver en bred vifte af indsatser. Det er ikke gratis, men spørgsmålet er, om det ikke er det værd.