Det bliver ikke med min stemme, Erik Poulsen
Forslaget om at omstrukturere udvalgene skaber flere sager for få udvalg og løser ikke reelle problemer. Byrådsmedlem kritiserer forslaget og efterlyser konkrete beregninger.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
I et debatindlæg fra Danmarksdemokraternes Erik Poulsen foreslås det, at man nedlægger Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget og flytter kultur- og fritidsdelen over i Natur-, Teknik- og Miljøudvalget. Landdistriktsdelen skal flyttes over i Erhvervs- og Planudvalget. Til gengæld skal Sundheds- og Ældreudvalget deles i to. Altså præcis samme antal udvalg og præcis de samme omkostninger. Ikke flere penge til velfærd – for at skære det ud i pap.
Det er noget af en overraskende udmelding. Jeg sidder både i KFL og NTM og må bare sige, at det virker noget uigennemtænkt. De to udvalg har i forvejen nogle meget lange – og til tider komplekse – dagsordener. Jeg håber, at det er noget populistisk valgkampssnak fra Danmarksdemokraterne. Ellers kunne det være interessant at se Erik Poulsens mellemregninger, hvis han har sådan nogle.
Hvis det handler om, at Danmarksdemokraterne har svært ved at se vigtigheden af kultur, miljø og natur og den slags – så sig det rent ud.
Jeg vil gerne være med til at styrke sundheds- og ældreområderne, men kære Erik Poulsen, du må kunne komme med et mere gennemtænkt forslag.
Jeg er helt enig i, at landdistriktsdelen kunne være lige så fornuftigt placeret i Planudvalget, da enkelte relevante elementer indgår i deres arbejde i forvejen. Jeg har bare meget svært ved at se, hvordan relevansen og synergien mellem bibliotekerne, klimasikring, idrætsforeninger, miljøgodkendelser, Kunstrådet, naturforvaltning, kulturskolen og asfaltering hænger sammen. Tænker Erik Poulsen, at man i højere grad skal lade administrationen behandle sagerne? Eller skal superudvalget holde dobbelt så mange møder?
Hvis man vil slanke den politiske organisation, ville det så ikke være langt bedre at reducere byrådet fra 27 til 23 medlemmer? Det giver jo en reel reduktion, i modsætning til Poulsens forslag, hvor man skaber to nye udvalg med meget få sager og et nyt superudvalg med alt for mange sager.
Jeg vil gerne være med til at styrke sundheds- og ældreområderne, men kære Erik Poulsen, du må kunne komme med et mere gennemtænkt forslag. Det der bliver ikke med min stemme.