Det er på tide at gentænke energipolitikken
Tempoet i Skanderborgs VE-projekter er for højt, og lokale borgere føler sig ikke hørt. Mindre anlæg og mere dialog kan skabe bedre balance mellem klimamål og lokalsamfund.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Der er grund til at gentænke kommunens politik for vedvarende energianlæg. Ambitionerne er fine, men tempoet er alt for højt, og det går ud over naboer og lokalsamfund – og borgerne har ikke følt sig ordentligt hørt. Indtil nu har der været meget fokus på større anlæg. For en kommune som Skanderborg er det svært at finde plads til ret mange af dem. Derfor må også mindre anlæg komme i spil.
Erfaringerne fra andre steder i landet viser, at VE-projekter lykkes bedst, når naboer og lokalsamfund både får en reel gevinst og indflydelse. Det har desværre været svært at få øje på i de projekter, der indtil nu har været foreslået her – hvor udviklere har set en forretning, mens naboer og lokalsamfund er blevet efterladt med flere ulemper end fordele.
Alligevel er der partier, der ønsker at sætte tempoet yderligere op – uden at ændre metoden. Det er svært at forstå, når den nuværende proces netop har vist sig ikke at fungere. Måske ville mere dialog og bedre tid faktisk få tingene til at gå hurtigere på sigt end at presse en proces igennem, som allerede har vist sin svaghed.
Nu er tiden inde til at gentænke processen for vedvarende energi, så den bygger på dialog, lokale gevinster og en bæredygtig balance mellem klimamål og lokalsamfund.
Samtidig er forudsætningerne for placering af VE-anlæg ændret. Før sommerferien kom muligheden for at placere solceller langs motorvejene, og senest er barriererne for solceller på kommunale bygninger fjernet. Kommunen har tidligere udpeget egnede og ikke egnede områder til solceller og vindmøller, men med de nye muligheder bør kriterierne gentænkes. Det er oplagt at se på, hvordan placeringer kan ske. Hidtil er det mest borgerne, der er blevet udfordret med placering af solceller – måske er det også på tide at udfordre de kriterier, der ligger til grund for placeringerne.
Tingene flytter sig hurtigt. Det viser de to ovenstående eksempler, og hvem ved, om vi inden længe ser yderligere ændringer, hvor muligheder for at sætte solceller på industri- og landbrugsbygninger bliver attraktive – og måske mindre anlæg forankret i fællesskaber omkring f.eks. landsbyerne. Det vil være rigtig ærgerligt, hvis vi har så travlt og forcerer processen, for derefter at opdage, at de løsninger, der vil passe til en kommune som Skanderborg, pludselig bliver mulige.
Nu er tiden inde til at gentænke processen for vedvarende energi, så den bygger på dialog, lokale gevinster og en bæredygtig balance mellem klimamål og lokalsamfund.