»I går bisatte jeg et fantastisk menneske: Hans største ønske var fred i verden«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Verden er kaotisk, og bedst som jeg synes, at det ikke kan blive værre, så sker der alligevel noget fuldstændig uhørt og grotesk.

Jeg hørte for nylig en kollega sige: ”»eg er bekymret for verden med alt det, der sker. Jeg er ikke så bekymret for mig selv, jeg kan leve på en sten, men jeg er bekymret for verden.« Og i går bisatte jeg et fantastisk menneske, for hvem verdensfreden var hans største ønske. Han ønskede sig fred i verden, særligt fred i Gaza.

Verden derude er kaos, og jeg søger mine nære relationer for at finde tryghed og stabilitet. Jeg har rigtig mange gode mennesker omkring mig både hjemme og på arbejde. Min familie betyder alt, mine venner og mine gode og dygtige kollegaer er en sikker base.

Vi har et Præsteakademi i Favrskov Provsti, og søndag havde jeg den fornøjelse at have en meget dygtig kommende teolog og forhåbentlig præst med til at holde min gudstjeneste.

Hun var meget dygtig, og jeg glemte helt min observerende position og følte, at jeg var kirkegænger. Hun prædikede over den barmhjertige samaritaner. Vi kender den historie, og den er muligvis en smule forlæst. Den er kristendommens essens og DNA, men den søndag oplevede jeg et genialt greb på den tekst.

Vi ved og føler nok de fleste af os, at vi stræber efter at være samaritaneren, men ofte ender vi med at være dem, der går forbi, når vi burde hjælpe. Men hvad med den 3. position i fortællingen? Den sårede mand i vejkanten. Hvordan oplever han verden? Og er vi ikke selv af og til det menneske, der ligger i vejkanten og selv har brug for hjælpen?

Kan vi finde ud af at bede om hjælp, eller er vi for stolte og selvhjulpne til det? Det blik fra vejkanten var en oplysning for mig den søndag.

Et par dage forinden den oplevelse søndag var jeg i et arbejdsfællesskab med et par kollegaer omkring spiritualitet og meditation. Det har vi haft et par år efterhånden, og her kom en kollega med endnu et indspark, som oplyste min verden.

Vi siger i vielsesritualet om kærligheden: ”Men over alt dette skal I iføre jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd.” Det er apostlen Paulus’ ord, og han siger det i virkeligheden om den ’store’ kærlighed, den kærlighed Gud viste mennesker i Kristus, og som vi er forpligtet til at vise til hinanden i kærlighed.

Det er den store sammenhæng, men som min kollega sagde, så er ægteskabet et sted, hvor vi kan øve os på den store sammenhæng og kærlighed ude i verden, som er så kaotisk.

Min kollega siger til sine børn, når de bliver bange for det, der sker i verden, at derhjemme øver vi os på kærligheden, og det håber vi, at alle andre også gør, så vi bliver bedre til at vise kærlighed til hinanden ude i verden igen.

Hvor er det en håbefuld og smuk tanke at bære med sig i håbet om, at vi bliver bedre til at hjælpe hinanden op fra vejkanten.