Lost in translation – men fundet i salmesangen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

For efterhånden en del år siden udkom den vidunderlige film ”Lost in Translation” med Scarlett Johansson og Bill Murray i hovedrollerne som to ensomme sjæle midt i den pulserende japanske storby, Tokyo. Filmen, som udkom i begyndelsen af dette årtusinde, gjorde et stort og varigt indtryk på mig.

Men også filmens titel har hængt sig underligt fast i mit indre univers – måske fordi jeg ofte selv kommer ud for fænomenet at være eller at blive ”Lost in Translation”.

For det sker ofte, at noget ”tabes i oversættelsen”. Ofte er det i situationer, hvor den originale betydning, tone eller nuance af en tekst eller et budskab ændres under oversættelsesprocessen til et andet sprog.

Dette kan skyldes forskellige faktorer, som f.eks. kulturelle forskelle, sproglige nuancer eller ineffektiv oversættelsesteknik.

Ganske givet er jeg ikke den mest kompetente oversætter, når det gælder det italienske sprog, selvom jeg mangt en sommerferie har opholdt mig under Toscanas sol. Noget forstår jeg dog.

Jeg kan uden problemer bestille en cappuccino og et glas vand med isterninger, min bestilling af gnocchi med gorgonzolaost er gudskelov aldrig gået galt, og jeg bliver altid enig med nabokonen Maria om, at det er ”troppo caldo”, mens vi begge gestikulerende vifter varmen væk fra ansigtet.

Men til gudstjenesten i den lokale kirke i den lille landsby Vinci, hvor jeg hvert år holder ferie, kommer jeg til kort. Her har jeg brug for al den hjælp, jeg kan få, hvis jeg ikke skal være helt lost.

Heldigvis er søndagens gudstjeneste altid at finde i detaljer på ”La Domenica”-folderen, som er min faste vejleder – sammen med Google Translate. Sådan sidder jeg på nederste bænk i kirken med mobilen i hånden og forsøger at følge med i en liturgi, som jeg ikke er helt dus med, men som jeg med al min gode vilje forsøger at finde oversættelsen til.

Min ældste søn fandt også i år plads på kirkebænken – dog uden mobiltelefon. Det har han lært hjemmefra er dårlige manerer, som han udtrykte det. Og der sad jeg så – med mobilen tændt.

Men selvom han ikke brugte Google Translate i kirketiden, fik han dog så meget med, at den katolske gudstjeneste ikke kan oversættes en til en med den danske højmesse. Det var han egentlig godt klar over, men igen i år blev det tydeligt for ham, hvor meget salmesangen mangler.

Det er ikke fordi, han synger godt eller gerne, men han blev atter bevidst om, hvor betydningsfuldt det er, at vi i den danske højmesse synger sammen. For Guds skyld, for forkyndelsens skyld og ikke mindst for fællesskabets skyld. For når vi sidder der på kirkebænken på tværs af alle vores forskelligheder, bliver vi på forunderlig vis til et fælles subjekt i sangen, selvom hver fugl synger med sit næb.

En af mine gamle undervisere på Aarhus Universitet, Hans Jørgen Lundager Jensen, har engang udtalt, at det giver god mening at sammenligne gudstjeneste og salmesang med et træningsprogram: Ligesom man går i fitnesscenter en gang om ugen for at opretholde sin vægt og muskulatur, så går man i kirke en gang om ugen for at bevare og oplade sin tro.

Men der er dog alligevel en afgørende forskel mellem de to – træningsprogrammet i fitnesscenteret og gudstjenesten i kirken. Salmesangen er nemlig ikke et program, der skal gøre dig bedre eller få dig til at udvikle dig selv. Som professoren skriver det:

”Man kan få et træningsprogram, hvor man kan lære at løfte flere og flere kilo, men i salmerne beder man normalt ikke om at blive en bedre kristen. Sådan er det ikke. Det handler om opretholdelse og om at forblive i det fællesskab, man er en del af.

Salmesangen i kirken bliver derfor et udtryk for at bevare sammenholdet i menigheden, på tværs af de forskelligheder der må være. Salmesangen bliver et åndeligt træningsprogram for den enkelte og for menigheden.”

Sådan kommer det også til udtryk i en af hans yndlingssalmer: ”Talsmand, som på jorderige.”

Hovedpointen i salmen finder Hans Jørgen Lundager Jensen i Grundtvigs poetiske formuleringer i tredje vers, som er udprintet og hænger på professorens opslagstavle:

”Væk de dorske, styrk de svage, tugt de trygge, trøst de spage”

”Det er fantastisk. Det er nærmest en slags ledelsesteori. Menigheden består af forskellige mennesker, både dorske og svage, trygge (dvs. selvsikre) og spage, og der er en fare for, at den hele tiden kan falde fra hinanden. Derfor synges der i bøn til Helligånden, som giver ånd til det samlede subjekt, som fællesskabet synger sig ind i. Det er et ”vi”, der beder sammen.”

Selvom min søn ikke forstod meget af det sagte den søndag formiddag i den gamle landsbykirke i Vinci, vandt han dog indsigt i betydningen af at være menighed – en syngende en af slagsen.

Og så kan det i øvrigt godt være, at der skal oversættes fra dansk til dansk, når det gælder ord som ”dorske” og ”spage”, hvis han ikke skal være helt lost.