Når Aarhus lukker en varmestue, mister vi hjerte i byen
Det afgørende samspil mellem frivillige kræfter og kommunen for at nå udsatte unge kommer i fare, når samarbejdet med Kirkens Korshær stopper, mener Moderaternes bykandidat.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
I august lukkede varmestuen Spor 7 på Godsbanen. Det skete efter, at forhandlingerne mellem Aarhus Kommune og Kirkens Korshær brød sammen. Socialdemokratiets rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, Anette Poulsen, har kaldt det en omlægning af varmestueindsatsen. Men konsekvensen er enkel: Spor 7 er væk, og de unge, der kom dér, står uden et trygt sted at gå hen.
Spor 7 var ikke bare et lokale med sofaer og kaffe. Det var et sted, hvor unge kunne trække vejret, når livet gjorde ondt. Hvor Kirkens Korshær og deres frivillige stod klar med nærvær og tid. Og hvor relationer blev bygget op langsomt, men holdt fast, når alt andet vaklede.
Når vi lader forhandlingerne med Kirkens Korshær forfalde, mister vi mere end en varmestue. Vi mister et unikt samspil mellem frivillige kræfter og kommunen – et samspil, der er helt afgørende, hvis vi vil nå de mest udsatte unge i Aarhus.
Alternativet fandtes. Vi kunne have fastholdt samarbejdet med Kirkens Korshær, som gennem årtier har været en troværdig og stærk aktør i arbejdet med udsatte. Vi kunne have bygget videre på frivilligheden, i stedet for at skære den fra. Og vi kunne have sikret en glidende overgang, hvor unge ikke mister et trygt sted, før et andet står klar.
Kirkens Korshær er ikke en modspiller, men en medspiller. Og vi kommer aldrig i mål, hvis kommunen tror, vi kan klare det hele selv.
Når det ikke blev valgt, mister vi mere som i vores velfærd. Vi mister relationer, der har taget år at bygge op. Vi mister frivillige kræfter, som Aarhus ellers er kendt for. Og vi mister unge, der nu risikerer at glide længere væk – ind i misbrug, ensomhed eller på gaden – før systemet når dem.
Jeg mener, vi skal lære af denne sag. Når Aarhus siger, at vi vil være en by med stærke fællesskaber, så må vi også turde tage civilsamfundet alvorligt. Kirkens Korshær er ikke en modspiller, men en medspiller. Og vi kommer aldrig i mål, hvis kommunen tror, vi kan klare det hele selv.
Aarhus er stærkest, når vi sætter mennesket før systemet. Men denne gang har rådmanden valgt anderledes. Hun siger, at hun vil værne om værdighed og hjemløse, men hendes handlinger i sagen har vist det modsatte. Vores by fortjener bedre – og de unge, der har mistet Spor 7, fortjener, at vi finder løsninger, der bygger videre på det, der virker.
Og derfor skal vi hurtigst muligt finde en løsning tæt på de unge.