»Aarhus skal være byen, hvor vi ser hinanden«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Der er meget, vi kan måle og veje i Aarhus. Vi kan regne på erhvervsvenlighed, mobilitet, antallet af boliger og hvor mange grønne områder, vi får i næste lokalplan. Men ét tal kan vi ikke sætte på: Hvor godt vi faktisk ser hinanden.

Jeg møder alt for ofte aarhusianere, der føler sig usynlige. Den unge på vej hjem fra skole, der bærer en tung rygsæk – ikke kun af bøger, men af mistrivsel. Den ældre på bænken, der længes efter en stemme, der kalder hans navn. Den hjemløse, vi skynder os forbi, fordi vi ikke orker at blive mindet om, at fællesskabet ikke rummer alle.

Aarhus skal være byen, hvor vi tør se. Se den ensomme, se den, der kæmper, se den, der falder igennem. For når vi ser, kan vi handle. Og når vi handler, kan vi forandre.

Vi har verdens bedste muligheder i Aarhus: stærke fællesskaber, kirker, foreninger, skoler og frivillige. Men vi mangler modet til at sætte mennesket først – før systemet, før tabellerne, før murstenene. Det handler om værdighed. Om næstekærlighed i praksis.

Så lad os begynde her. Ikke med store, uopnåelige løfter, men med små skridt: Et blik, et hej, en beslutning i byrådet, der sætter de svageste først. For hvis Aarhus ikke er byen for de mindste, er det ikke byen for nogen af os.