Efterårets gave er at minde os om, at vi ikke behøver at blomstre hele tiden
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Efteråret er landet. Luften er blevet køligere, regnen falder tungere, lyset får den gyldne tone, som kun september og oktober kan give, og træerne skifter snart farve og gør sig klar til at give slip.
Denne søndag kaldes nogle gange for efterårs-påsken, fordi teksterne taler om håb, om livets sejr over døden, om genopstandelse. Det kan virke som en kontrast til årstiden, hvor alt omkring os snart visner og trækker sig tilbage. Men måske er det netop derfor, det giver så god mening.
Jeg har altid holdt af sommeren – varmen, lyset, de lyse aftener og turene i bølgen blå. Men efteråret minder mig om noget andet – at vi ikke er skabt til konstant fremdrift og vækst. At det er i orden – ja, måske endda nødvendigt – at trække sig lidt tilbage. At give slip. At finde ro.
Men det kan være svært, for selvom naturen sætter tempoet ned, så fortsætter verden omkring os i højeste gear. Og måske kender du det også? At vågne og allerede tænke på dagens to-do liste. At føle du konstant skal præstere og altid skal være lidt mere …. for at være nok.
Det gør jeg i hvert fald! Siden jeg landede efter 16 dages sommerferie ved Amalfikysten med min familie har livet haft fart på. Praktikstart, kadetarbejde og nye sjippehold, og så lige det sidste af kørekortet oveni. Der har været meget på én gang, men kørekortet er nu i hus, kalenderen fyldt med spændende ting, og jeg nyder virkelig alle de muligheder, livet giver mig lige nu.
Og jeg trives egentlig også med fart på – bare ikke for meget. Og midt i alt det hektiske har jeg forsøgt at holde fast i de små, glædelige øjeblikke i hverdagen og forsøgt at standse op. Men alligevel har jeg da også mærket det dér pres, jeg tror, mange af os kender. Følelsen af ikke helt at slå til. At skulle være mere, kunne mere.
Og jeg tror ikke, at jeg er den eneste, der nogle gange føler, at livet ruller videre, mens vi stadigvæk prøver at finde en plads om bord.
For uanset hvor vi er i livet, kan vi rammes af følelsen af, at vi ikke helt slår til. At vi burde gøre mere, eller være mere. Føle at vi ikke kan lige så meget som de andre. At de er bedre end os.
Men hvor kommer dette pres og disse følelser fra?
De kommer vel fra samfundet fra alle de forventninger, vi konstant bliver mødt af. Men også fra sociale medier, hvor alle ser ud til at have styr på det hele. Men måske kommer de faktisk mest af alt fra os selv. For vi lever i en tid, hvor vi hele tiden måler os. Hvor vi sjældent bare får lov at være, men hele tiden skal blive til noget. Og midt i alt det jag efter anerkendelse, efter perfektion, efter at være ”nok”, risikerer vi at glemme, hvem vi egentlig er, og tvivlen begynder at snige sig ind på os.
Og det er her, jeg synes, at troen har noget vigtigt at sige. Ikke som en endnu en ting, man skal kunne finde ud af. Men som en påmindelse. For i kirken lyder det søndag efter søndag, at vi ikke skal gøre os fortjent til kærlighed. At vi allerede er elsket. Ikke fordi vi har præsteret noget særligt, men fordi vi er mennesker. Fordi vi er Guds skabninger.
Og netop dette kan være så godt at huske på, her på vejen fra den lange lyse sommernat mod efterårets mørke og kulde. At selv i mørket er der lys. Her er det okay at slippe kontrollen og bare være lige den, man er. For måske handler livet ikke om at finde den perfekte plads om bord. Men om bare at være med – også når vi ikke ved præcis, hvor vi er på vej hen.
Netop dét vil jeg mene må være efterårets gave til os: At minde os om at vi ikke behøver at blomstre hele tiden. At vi også må visne lidt, stå stille lidt og alligevel vide, at vi er elsket.