Fortsæt til indhold

»Vi skal bevare hotel, uanset hvad det koster«

Indkald hurtigst muligt til borgermøde i Thorsø og spørg borgerne – og tag dem alvorligt, lyder opfordringen fra Enhedslistenkandidat

Debat
Bendt Lund Nielsen (EL)Byrådskandidat for Enhedslisten fhv. friskolelærer/cand.phil. i dramaturgi

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Det gamle Hotel Thorsø skal nedrives. Springvandet i Thorsø skal bare være et blomsterbed. Uden vand? Hvad er meningen?

Og det samme er sikkert tilfældet flere steder i Favrskov Kommune. Der skal spares. På hvad, kære politikere i gåseøjne? Jeres opgave er at give livet en chance. Kunst og kultur nej tak siger I? Kunst og kultur er hjørnesten i ethvert samfund med hensyn til at skabe glæde. Og ro. Livet skal gro.

Det er trist at se, hvordan kunst og kultur nedprioriteres i mange kommuner. Ja, og der bygges nyt, højt og grimt byggeri mange steder. Vi kan kigge på Aarhus og især min næsten hjemby, Odense, hvor hele H. C. Andersens kvarteret blev næsten totalt ødelagt. Det skal vi ikke gøre i Favrskov.

Indkald hurtigst muligt til borgermøde i Thorsø og spørg borgerne. Og tag borgerne alvorligt.

Jeg kan fortælle, at jeg bor i Hammel. Min fødeby var Bredbjerg på Fyn ca. 15 km fra Odense. Her i Hammel er der heldigvis kommet liv i springvandet. Det er på tide, at politikerne vågner. Og borgerne siger deres mening. Hvad vil vi i byerne? Og på landet i landsbyerne?

Netop i disse tider med krig, had, ondskab og intolerance har vi brug for kunsten.

Et springvand betyder liv. Og vand er ensbetydende med ro. Hør vandet plaske. Og find ro og livsglæde. Vi lever i et samfund, som ligner et højhastighedstog. Tempo og ingen ro. Der er ikke steder til ro. Kun i kirkerne er der et fristed. Og de få kultursteder, der bevares. Men det er for få.

Der er mange steder, vi kan spare, og de rige må snart også frem med pungen. Det er ikke kun de fattigste, der skal betale for goder til de rige. Vi har et velfærdssystem i Danmark, men hvor længe? Vi kalder os lykkelige. Er vi det? Jeg ser mange, som er deprimerede. Giv dog livet en chance. Så meget koster det ikke, og bevar så det gamle hotel. Det kan blive smukt. Ud af busken politikere og borgere. Der er snart valg.

Netop i disse tider med krig, had, ondskab og intolerance har vi brug for kunsten. Og vi skal bevare gamle bygninger, uanset hvad det koster. Ok, penge på kort sigt, men hvad med fremtiden? Et samfund af sten og hårde hjerter. Nej tak.

»Et samfund kan blive så stenet« lyder en linje i en sang. Ja, hvad vil du med samfundet?