Ansvarligt budget – eller SF’s vej tilbage til økonomisk kaos
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Vi står i Norddjurs med to meget forskellige veje for kommunens økonomi og udvikling.
På den ene side står Dansk Folkepartis og forligskredsens budgetforslag, hvor vi prioriterer kernevelfærden og sikrer, at kommunekassen holder. På den anden side står SF’s budgetforeslag præget af nye udgifter, mere bureaukrati og et svækket økonomisk råderum.
I vores oplæg har vi lagt vægt på det, der betyder noget for borgerne:
- Investeringer i skoler – nye faglokaler, bedre rammer for børnene og få styrket børne- og familierådgivningens støtte til unge.
- Bedre forhold for ældre – investeringer i bygninger og arbejdsforhold, så plejepersonalet får ordentlige rammer.
- Udvikling af infrastrukturen – asfalt, cykelstier, trafiksikkerhed og stormflodssikring, som er nødvendige investeringer.
Vi finansierer det blandt andet ved at sælge kommunale arealer, styre anlægsbudgetterne fornuftigt og sikre, at kassebeholdningen i 2029 fortsat er på et fornuftigt niveau. Kernevelfærd først – ikke unødvendige projekter.
SF’s oplæg ser anderledes ud.
Ja, de vil afdrage ekstra på lån, men samtidig bruger de løs af kassen, og vi risikerer, at vi ender som i 2018, som jeg ikke tror nogen ønsker, og at vi som i sidste valgår 2021, delte gaver ud, som den nye kommunalbestyrelse måtte bruge det meste af halvandet år på at spare os tilbage fra.
Så fra Dansk Folkeparti er det et klart nej til SF´s budgetforslag, vi skal sørge for at vi sikrer os til fremtidens udfordringer.
Det er ikke ansvarligt. Når kassen tømmes, er det de ældre, de udsatte og børnene i vores skoler, der betaler prisen.
Anden runde af forhandlingerne
Det budget, der nu har været i høring, er kun første skridt. Vi er nu i gang med anden runde, hvor Dansk Folkeparti vil kæmpe for:
- At der afsættes penge til specialklasser, så de får mulighed for lejrture på linje med almenområdet.
- At behovet for Djurslandsskolen bliver grundigt undersøgt.
- At Solsikkesnoren kommer ind i budgettet som en fast post – og ikke længere skal betales af handicaprådet.
Dansk Folkepartis linje er klar:
- Vi investerer i det nødvendige – ikke i det unødvendige.
- Vi sikrer en sund økonomi, der kan holde til fremtidens udfordringer.
- Vi sætter mennesker før systemer – kernevelfærd før bureaukrati.
Vi står for et budget, der er ansvarligt, realistisk og til gavn for alle borgere i Norddjurs.
Når ord og handling ikke hænger sammen
Det er tankevækkende, at SF, som altid bryster sig af, at børnene er de vigtigste for fremtiden, på sidste kommunalbestyrelsesmøde som det eneste parti stemte imod at lave en tilfredshedsundersøgelse af skoler og dagtilbud.
Det betyder, at man fra SF’s side ikke vil vide, hvad forældrene egentlig synes, for de mener åbenbart, at de selv ved bedst uden at spørge nogen.
På samme møde stemte SF – sammen med enkelte socialdemokrater – imod at sætte et billede af vores kongepar op i byrådssalen. For Dansk Folkeparti er det en selvfølge at vise respekt for Kongehuset, som samler danskerne og repræsenterer vores land med værdighed.