Fortsæt til indhold

DF vil have gratis bus-transport til alle over 65

Det skal være gratis at tage offentlig transport, når man er over 65 år, mener Dansk Folkeparti i Skanderborg.

Debat
Frank Rune Kristensen Nielsen (DF)Spidskandidat KV25 Dansk Folkeparti
Daniel Holm (DF)Formand Dansk Folkeparti i Skanderborg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Når man når en alder, hvor synet ikke længere er, hvad det har været, og kørekortet må afleveres, så skal livet altså ikke gå i stå. Man skal stadig have muligheden for at besøge børn og børnebørn, tage ud være en del af foreningslivet, købe ind og deltage i det lokale fællesskab uden at skulle ”tigge” andre om hjælp.

Derfor mener vi i Dansk Folkeparti, at det skal være gratis for alle over 65 år at benytte bus og flextrafik i kommunen.

Alt for mange pensionister oplever, at pengene er små, og så bliver transport ofte noget af det, man sparer væk. Men hvad er det for et samfund, hvis ældre mennesker isoleres i deres hjem, bare fordi de ikke længere kører bil?

Hvad er det for et samfund, hvis ældre mennesker isoleres i deres hjem, bare fordi de ikke længere kører bil?

Vi skylder vores ældre den frihed og værdighed, de har fortjent efter et langt livs arbejde. Gratis kollektiv transport er en lille pris at betale, men gør en kæmpe forskel for den enkelte pensionist.

Dansk Folkeparti vil altid stå vagt om, at vores ældre ikke efterlades på perronen, men har muligheden for at leve det liv, de ønsker. Frit, værdigt og med trygheden i behold.