Det er ikke borgerne, der skal repareres – det er systemet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Lad os sige det, som det er: vi har skabt et system, hvor det bedste for producenten ofte er det værste for planeten. Det er ganske enkelt uholdbart, og noget vi kæmper for at ændre. Både på europæisk og lokalt plan.

Produkter bliver designet til at gå i stykker. Batterier bliver limet fast. Reservedele tilbageholdes. Software forhindrer reparation. Og det er ikke tilfældigt, at det er sådan – det er planlagt forældelse. En bevidst strategi, der underminerer både borgernes frihed, tillid og vores fælles klimamål.

I Europa-Parlamentet arbejdes der for at gøre op med det. Vi vedtager regler om retten til reparation, krav til design og producentansvar. Det er alt sammen fornuftige tiltag, som går i den rigtige retning. Men en ting er hvad vi gør i EU, noget andet er, hvad vi gør helt lokalt. For forandringen skal leve lokalt – i kommunerne, i hverdagen, i praksis. Ellers bliver det ved ved målsætninger og skåltaler.

Og det er netop det, vi gør i Skanderborg.

Vi har sagt ja til at justere vores indkøbspolitik, så vi ikke længere bare køber den billigste løsning – men den bedste løsning for klima og fællesskab. Vi giver vores medarbejdere retten til at tage ansvar: Til at reparere i stedet for at kassere. Til at vælge holdbarhed frem for hurtige fix. Det lyder måske lavpraktisk. Men det er faktisk klimapolitik med skruetrækker og sund fornuft. Og det er udtryk for en måde at tænke produktion og forbrug på, som er bæredygtigt. Som skaber værdi for samfundet såvel som den enkelte.

Cirkulær økonomi handler nemlig ikke kun om at genbruge. Det handler først og fremmest om at bruge mindre. Genbrug er godt – men reduktion af ressourcer er bedre. Vi skal ikke bare lære at affaldssortere. Vi skal lære at sige: ”Behøver vi overhovedet købe det her?” Det er ikke en modsætning til vækst – det er en ny form for vækst: hvor vi bygger værdi i stedet for affald.

I både EU og kommunalpolitik hører vi tit, at “det må markedet løse.” Men markedet har haft rigelig tid. Og hvad har det leveret? Elektronik, der ikke kan åbnes. Reservedele, der ikke kan fås. Maskiner, der dør præcis én dag efter garantien udløber. Det er ikke innovation. Det er manipulation.

Det skal vi sætte en stopper for. Og det kræver politisk mod – ikke blot fra EU, men også fra lokale beslutningstagere.