Kan man gå i tak?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg har fået nye sko. Vandresko. De er af mærket Arigato. Det er japansk og betyder tak.

På mine seneste ture rundt i byen har jeg tænkt på, om man egentlig kan gå i tak? Ikke i takt – det kan soldater gøre – men i tak.

Sætte den ene fod foran den anden i et tempo, hvor man når at se sig omkring. Op mod oktobers himmel, hvor gæs trækker som pile mod syd.

Ned mod jorden, hvor brombær hænger som mørke safirer i stikkende buske, og hvor græsset er fedtet af nedfalden frugt.

Kan man gå i tak? Jeg tror i hvert fald, man kan øve sig i det.

Se børnene bag børnehavens hegn, der legende løfter sig op og dag efter dag råber med kolossal kækhed: »Hej dame! Hvad hedder du egentlig?«

Lægge mærke til de små frø, jeg såede i maj, som nu er landet på mit middagsbord som rygende varm hokkaidosuppe. Standse op når himlen åbner sig – når regnen vander jorden, eller solen bryder frem.

At gå i tak kan ved første øjekast virke som en luksus. Noget man kun kan tillade sig, når alt er godt. Men måske er det lige omvendt.

Taknemmelighed er ikke naivitet. Jeg tror, det er nødvendighed.

Der er så meget, der kan tynge os: Krig – også i Europa. Mennesker på flugt uden sted at flygte hen. En natur i krise. Et samfund fyldt med mistillid og skarpe skel.

Det er let at opsluges af frygt og mangel. Men taknemmelighed – at gå i tak – kan åbne vores øjne.

Minde os om alt det, vi stadig har: fred i gaderne, mad på bordet, kærlighed og fællesskab. At vi lever i et land, hvor vi kan samles frit – i skolen, i idrætshallen, i kirken – uden frygt.

Alt det kunne vi lige så let tage for givet.

Men når vi stopper op, ser det, mærker det – bliver vi taknemmelige for det vi har. Og får forhåbentlig også lyst til at passe på det.

At gå i tak er ikke at fornægte mørket, men at lade lyset få plads. At kunne sige: Tak fordi du var i mit liv – selv gennem tårer. Tak fordi jeg lever. Tak fordi jeg får lov at dele mit liv med andre.

Så kan man gå i tak?

Ja. Måske begynder det bare med at snøre skoene – eller tage det første skridt i bare tæer.