Nej-tak til solcelle-jernmarker: Grønt er det ikke, når udsigten går i sort

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Min familie valgte – ligesom rigtig mange andre – at slå os ned på landet, fordi vi ønskede ro, lys og luft.

Med udsigt til åbne marker og de talrige grønne øer af krat og skov, fulde af fuglesang og andet vildt, ville vi skabe vores hjem, vores familier og vores liv. Nu er udsigterne til at opretholde den livsstil imidlertid blevet sorte af ”grønne” solcelle-jernmarker.

Vores landsbyer kæmper i forvejen for at overleve – og det er ikke sammenholdet i landdistrikterne, der mangler. Det er viljen fra kommunen: Vejbelysningen forsvinder, snerydningen udebliver, den offentlige transport nedlægges – og vi mærker dagligt, at vores livsstil er under pres.

Jo, vores landsbyer kæmper for overlevelse, men vi holder sammen og hjælper hinanden, fordi vi prioriterer værdierne i vores små lokalsamfund – med straksadgang til naturlig grønhed lige uden for døren.

Nu presses vi yderligere, vi på landet. Vi presses på det allermest hellige: vores hjem.

Der afholdes borgermøder om etablering af ”grønne” solcelle-jernmarker overalt i Danmark. Senest deltog jeg i møder i Skjørring og Sjelle – og efter de informationsmøder sad jeg tilbage med en følelse af, at vi som borgere, på trods af arbejdsgruppernes dialogmøder med Skanderborg Kommune, ikke bliver hørt. Kommunen virker til at gennemtrumfe sin vilje hen over hovedet på os.

Det forlyder, at kommunen har ændret lokalplaner efter forgodtbefindende og tilrettet referater – og berørte borgere sidder tilbage med følelsen af at være overhørt og overkørt. Det er simpelthen ikke i orden. Vi vil ikke også presses på vores hjem og besnakkes til at rette ind. Og så ovenikøbet for et kontraproduktivt initiativ.

”Solcelleparker” lyder jo grønt og hyggeligt – men det ser ud til at være alt andet end grønt og hyggeligt. Ifølge civilingeniør Søren Larsen ligger udnyttelsen af solcellernes kapacitet på kun godt 10 %. Skal vi ofre god landbrugsjord, dansk fødevareproduktion, grønne udsigter og landsbyernes eksistens for det sølle udkomme? Nej, vel?

Jeg er af den holdning, at Skanderborg Kommune passende kunne sige nej tak til solcelle-jernmarker og gå forrest for frihed og føde. Kommunen kunne i stedet sætte de ”grønne” solceller op på tagene af alle offentlige bygninger – og evt. gå i dialog med lokal industri med store tagarealer om at gøre det samme.

Jeg siger ikke nej til grøn omstilling.

Men jeg siger nej til, at den indføres kontraproduktivt og uden respekt for mennesker, lokalsamfund og natur.

Hvis Skanderborg Kommune virkelig vil tænke grønt – og i grøn energi – så skal kommunen tænke sig lidt bedre om.

Vi skal ikke ofre vores jord og vores liv for en løsning, der ikke holder i længden.

Det her handler ikke bare om strøm, CO₂-udledning og profit.

Det handler om liv. Om børn, latter, fællesskab – og om retten til at bo på landet, som vi kender det.

Og det handler om at blive set og hørt.

Lokalsamfundene i Skanderborg Kommune har også en stemme. Den skal høres, inden udsigten for altid går i sort.