Inklusion uden hjælp er eksklusion
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Den gode nyhed er, at Syddjurs er Danmarksmester i inklusion af børn i folkeskolen. På papiret i hvert fald.
Den dårlige nyhed er, at det er dyrt – for de børn, der bliver inkluderet uden at få et tilbud, der passer til dem. Det er dyrt for de børn, som sidder helt isoleret i et hjørne på skolerne uden kontakt med deres klassekammerater.
Det er dyrt for de børn, som slet ikke kommer i skole og derfor ikke får lært det, de skal. Det er dyrt for forældrene til de børn, som ikke kommer i skole, fordi de ikke kan passe deres arbejde. Og det er dyrt for os alle sammen, fordi forældrene får tildelt tabt arbejdsfortjeneste, og de penge kommer fra vores fælles kasse.
De tørre tal viser, at 96,9 procent af alle børn i Syddjurs er inkluderet i folkeskolen. Alligevel forlader 14,6 procent af børnene folkeskolen uden at have bestået dansk eller matematik.
Samtidig har 20 procent af børnene mere end 10 procent fravær, og 5 procent har endda mere end 15 procent fravær. Hertil kommer, at der er et mørketal, fordi registreringen af fravær ikke altid sker korrekt.
Jeg tror, vi kan gøre det bedre. Folkeskolen skal være et sted, hvor alle børn trives og bliver en del af et fællesskab. Det kræver nogle rammer, som vi ikke tilbyder i dag.
Trivsel er en forudsætning for læring.
Jeg mener, vi skal se kritisk på, hvordan og hvor tidligt vi går i gang med at hjælpe de børn, som ikke trives i folkeskolen.
Vi skal sikre både skoler og dagtilbud, som kan rumme børn med forskellige baggrunde og vanskeligheder. Inklusionspolitikken skal tage udgangspunkt i børnenes behov og ikke i forvaltningens ønske om at nå en bestemt inklusionsprocent.
Børn, der har brug for et andet tilbud end det, folkeskolen kan levere, skal frit kunne visiteres, uden at skolerne bliver pålagt økonomiske sanktioner i form af såkaldte “dummebøder.”
Princippet om mindst indgribende indsats bør droppes til fordel for en massiv, tidlig indsats, hvor både barnet, skolen og familien får den støtte, de har brug for. Det er mindre skadeligt at rulle en stor indsats tilbage senere end at udskyde den rigtige indsats.
En tidlig indsats, som afklarer barnets behov og sætter den rette hjælp i gang, kan på længere sigt spare barnet for mange nederlag og samtidig skåne kommunekassen for store udgifter.
Jeg foreslår derfor, at Syddjurs Kommune fjerner den økonomiske straf, som den lokale skole pålægges, hvis den visiterer et barn til en specialskole.
Samtidig bør kommunen indføre en stram tidsfrist for, hvor hurtigt der skal udarbejdes en pædagogisk-psykologisk vurdering, og hvor hurtigt der skal henvises til udredning hos den pædagogisk-psykologiske rådgivning. For eksempel bør denne proces kunne være afsluttet inden for maksimalt tre måneder fra det tidspunkt, hvor forældre eller personale første gang anmoder om det.
Kommunen bør også stoppe med at være stædig omkring inklusion og i stedet lade skolerne oprette specialklasser, mellemrumsløsninger og alle øvrige løsninger, som fagpersonalet vurderer giver mening.
Endelig bør bevillingerne til skolerne øges, så det ikke er økonomien, der sætter begrænsninger for, at børn får den rette hjælp.
Lad os sætte trivsel øverst på dagsordenen, for trivsel er en forudsætning for læring.