Ældre i Region Midtjylland er en guldgrube af ressourcer
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Befolkningsudviklingen gør, at vi bliver relativt flere ældre i Region Midtjylland. Derfor bliver ældrepolitikken af større og større betydning.
Mange ynder at beskrive det stigende antal ældre som et problem. Ja, nogen taler ligefrem om ældrebyrden. Jeg foretrækker i stedet for at betragte de mange ældre som en stor guldgrube af ressourcer, som vi kan og skal drage nytte af.
Der er en stigende tendens til, at mange ældre ønsker at fortsætte på arbejdsmarkedet uden hensyn til en fast pensionsalder. Det er til gavn for de ældre og samfundet.
Efter den erhvervsaktive alder ønsker de fleste ældre naturligvis at nyde de glæder og interesser, som det for mange var sværere at tilgodese, når man også skulle passe sit arbejde.
Men rigtig mange ældre vil også gerne stille sig til rådighed og fortsat yde en frivillig indsats på områder, hvor de vil kunne gøre en forskel.
Rigtig mange ældre vil også gerne stille sig til rådighed og fortsat yde en frivillig indsats
Socialt samvær betyder også meget for de ældre og kan være med til, at man længe kan blive ved med at klare sig selv. Derfor er eksempelvis aktivitetscentre, caféer, fitnesscentre samt mange andre forskellige og gode tilbud om aktiviteter, hvor ældre kan samles og være aktive, af stor betydning.
For en gruppe af ældre kommer der beklageligvis en svær periode, hvor man ikke længere kan klare sig selv og bliver plejekrævende. Derfor må der i Region Midtjylland aldrig opstå tvivl om, at den fornødne hjælp stilles til rådighed, hvad enten der er tale om praktisk hjælp og personlig pleje i hjemmet eller tilbud om egentlig plejebolig.
Antallet af gode plejeboliger skal øges i takt med det stigende behov, og der skal være mulighed for at blive boende lokalt, også når man bliver gammel.
Jeg vil også meget gerne fokusere på og gøre en indsats for, at raske ældre har mulighed for at få en plejehjemsplads sammen og i fællesskab med deres svage ægtefælle.
Vi skylder de ældre, at de efter mange års ihærdig indsats på forskellig vis er trygge ved at blive gamle i Region Midtjylland.