Fortsæt til indhold

Skanderborg-partier går sammen om fælles håndtering af valgplakater

Partierne forpligter blandt andet hinanden på, at der kommer færre valgplakater op for bybilledets og miljøets skyld.

Debat
Arnbjørn Vatnhamar (M)Fælles kontaktperson for partierne Lokalformand Moderaterne, Skanderborg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Forud for kommune- og regionsvalget den 18. november 2025 er samtlige partier i Skanderborg Kommune blevet enige om en fælles aftale for opsætning af valgplakater.

Målet er at sikre en pænere by, et mere overskueligt gadebillede – og samtidig tage hensyn til miljøet.

Som led i aftalen vil partierne:

• hænge 20% færre plakater op end ved sidste kommunalvalg

• opsætte maksimalt tre sæt plakater per lygtepæl

• sikre, at der kun hænger ét sæt plakater pr. parti på hver lygtepæl

• respektere hinandens opsætninger og ikke flytte andre partiers plakater

Derudover er partierne enige om, at hvis en plakat hænger løst eller er ved at falde ned, kan andre hjælpe med at fastgøre den – uden at ændre på dens placering.

Det sender et stærkt signal om samarbejde og respekt

Den fælles beslutning om færre plakater betyder ikke blot et mere ryddeligt bybillede, men også et lavere ressourceforbrug. Færre tryk og mindre plastikmateriale reducerer belastningen af miljøet og understøtter en mere bæredygtig valgkamp.

Vi er glade for, at alle partier står sammen om en ansvarlig håndtering af valgplakaterne. Det sender et stærkt signal om samarbejde og respekt – både for hinanden, for borgerne og for miljøet, udtaler partierne i en fælles erklæring.

Den fælles aftale er gældende frem til valgdagen 18. november 2025.