Fortsæt til indhold

Trafikstøj stjæler livskvalitet - farten skal ned nu

Socialdemokratiet arbejder for hastighedsnedsættelser i landsbyer for at mindske trafikstøjen.

Debat
Frands Fischer (S)Borgmester i Skanderborg Kommune (A)
Andreas Tang-Brock (S)Kandidat til regionsrådet (A)

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Når vi spørger borgerne i kommunen, hvad der forstyrrer mest i deres hverdag, kommer et svar igen og igen: støjen fra trafikken. Den motorvej, der skærer gennem landskabet. De landeveje, hvor trafikken bare er vokset. Den lastbil, der drøner gennem landsbyen tidligt om morgenen og igen klokken 23. Det slider på helbredet og livskvaliteten.

Et lokalt problem med store konsekvenser

For mange familier er trafikstøj ikke bare en baggrundslyd – det er en daglig gene. Det er vinduer, der må holdes lukkede på de varmeste sommerdage. Det er nætter, hvor søvnen bliver afbrudt af gennemkørende biler og lastbiler. Der er børn, som vågner for tidligt, og voksne, der starter dagen med hovedpine. Og der er hverdage, hvor samtaler i stuen overdøves, og fjernsynet må skrues op blot for at konkurrere med støjen udefra. Kort sagt: Støj stjæler den ro, som vi mener, alle har krav på i vores egne hjem.

I Socialdemokratiet vil vi gerne tage vores del af ansvaret. Vi vil arbejde for hastighedsnedsættelser i landsbyerne, så bilerne sænker farten, og støjen falder. Vi ønsker fartkampagner på de stræk, hvor generne er størst, og et stærkere samarbejde med politiet om fartkontrol. Vi har allerede presset på for, at staten prioriterer støjskærme, volde og lavere hastigheder på motorveje og statsveje tæt på boliger, og vi vil fortsætte dette arbejde.

Støj er ikke bare irriterende – det er dokumenteret skadeligt.

Vi har også rejst sagen i EU. For støj handler ikke kun om, hvor hurtigt vi kører – men også om, hvordan vi kører. Dækstøj er den største kilde til vejstøj ved høje hastigheder, og derfor har vi allerede talt med vores europaparlamentarikere om at skærpe kravene til de dæk, der sælges på det europæiske marked. De mest støjsvage løsninger skal være normen, ikke undtagelsen.

Støj er ikke bare irriterende – det er dokumenteret skadeligt. WHO anbefaler, at vejstøj holdes under 53 decibel i dagtimerne og 45 decibel om natten. Alligevel lever massevis af borgere i Skanderborg med højere niveauer. Langvarig trafikstøj øger risikoen for hjertekarsygdomme, forhøjet blodtryk og søvnforstyrrelser. Det betyder flere indlæggelser, flere lægebesøg – og i sidste ende, at liv bliver forringet og forkortet.

Som region er vi nødt til at se støj som en forebyggelsesopgave. Søvn er medicin, og færre decibel er en investering i folkesundheden. Derfor arbejder vi for, at støj indgår i de regionale sundhedsprofiler, og vi vil presse på for, at staten og EU tager de nødvendige skridt.

Støj stjæler søvn – og sundhed. Det kan vi ikke acceptere. Vi vil arbejde for, at mennesker får retten til ro i hverdagen tilbage.