Budget 2026 sikrer velfærd og bæredygtighed i Syddjurs
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Budgettet for 2026 er i hus – med alle byrådets partier som medunderskrivere. Tak til vores politiske kolleger for nogle gode forhandlinger og for at være med til at tage medansvar for kommunens økonomi. Og tak til vores borgmester for endnu en gang at lede byrådet frem mod et bredt, fælles kompromis på tværs af politiske forskelle.
Det giver tryghed og ro til kommunens medarbejdere at vide, at et samlet byråd for tredje år i træk står bag budgettet. Det er vigtigt for os.
For os i Socialdemokratiet har det helt afgørende i budgetforhandlingerne været at holde hånden under kommunens kernevelfærd – uden samtidig at sætte økonomien over styr. Det mener vi er lykkes med budgetaftalen for 2026.
Den er ikke uden besparelser og omstillinger, desværre. Men den er uden voldsomme reduktioner på de vigtigste områder: Ældre, børn, unge og socialt udsatte. Det skyldes i høj grad de mange gode og konstruktive høringssvar. Tusind tak for dem – de er blevet læst, hvert et af dem, og har haft en stor betydning i forhold til det endelige resultat.
Med budget 2026 tager vi nogle vigtige skridt i forhold til at sikre fremtidens velfærd i Syddjurs.
Vi tilfører ældreområdet 17 millioner for at få mere balance i budgetterne i borgerteams. Og vi afsætter yderligere knap en million til at styrke den psykologiske tryghed hos vores medarbejdere i ældreplejen og til at styrke de kommunale plejehjem. Det er godt.
Budgettet afsætter også midler til børneområdet og den tidlige indsats – blandt andet ved at styrke specialpædagogisk team og uddannelsen af pædagogiske assistenter med henblik på at øge andelen af faglært personale i daginstitutionerne. Og det bygger ovenpå regeringens finanslovsforslag, som i forvejen styrker normeringerne og sænker prisen på dagtilbud.
Med budgettet afsætter vi også midler til at etablere et Headspace i Syddjurs Kommune, som er et rådgivningstilbud til unge i psykisk mistrivsel. Det er noget, vi i Socialdemokratiet længe har ønsket. Alt for mange af vores unge er i mistrivsel – og mange mangler et sted at gå hen.
Det giver tryghed og ro til kommunens medarbejdere at vide, at et samlet byråd for tredje år i træk står bag budgettet.
Budgettet afsætter også midler til en styrkelse af vores plan- og naturområde. Vi tager et skridt i forhold til at forbedre kommunens vand- og havmiljø og sætter penge til side, der skal hjælpe med at realisere Grøn Trepart i kommunen – til gavn for natur og miljø. Samtidig starter vi en indsats, der skal sikre flere solceller på tagene af de kommunale bygninger – noget som har været efterspurgt i mange år, og som nu endelig kan lade sig gøre.
Desuden har det været vigtigt for os i Socialdemokratiet endnu en gang at styrke trafiksikkerheden i kommunen – noget som vi hører efterspørgsel på i stort set alle lokalsamfund, når vi kommer rundt i kommunen.
Endeligt har det for os været vigtigt, at vi får et opgør med den ulovlige anvendelse af helårsboliger til sommerhuse. Tal viser, at op mod 25 procent af boligerne i det centrale Ebeltoft står tomme, fordi de ulovligt anvendes til sommerhuse. Det afsætter vi midler til at gøre op med, så vi får levende byer året rundt.
Der er altid dele af aftalen, som vi som Socialdemokrater gerne havde været foruden. Ligesom der er prioriteringer, vi nok ville have brugt anderledes. Men politik er også at bøje sig mod hinanden og samarbejde bredt – til gavn for lokaldemokratiet.
Samlet set er det med vores øjne et godt og ansvarligt budget, der tager hånd om vores velfærd, sikrer en fortsat sund udvikling i vores kommune og bringer os et skridt i en grønnere retning.