Fortsæt til indhold

»Favrskov Kommune skal arbejde for gratis og grøn kollektiv trafik«

Debat
Thake Fogh Cordt (Ø)Byrådsmedlem Enhedslisten Favrskov

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Hvordan kommer man rundt i Favrskov, hvis man ikke har bil? For mange borgere er svaret desværre: Det gør man ikke. Busserne kører for sjældent, forbindelserne hænger dårligt sammen, og prisen er alt for høj. Det vil Enhedslisten ændre på. For os handler kollektiv trafik om frihed: Retten til at kunne bevæge sig frit i hverdagen.

I Favrskov er kollektiv trafik ikke bare transport – det er en livline for vores mindre byer. Når ruter nedlægges, og billetterne bliver dyrere, begrænses borgernes muligheder for at komme til uddannelse, arbejde, fritidsaktiviteter og sygehus. Fra Hammel er forbindelserne skåret ned, så borgere uden bil må tage omveje via Silkeborg eller Randers for at komme til Viborg Sygehus. Eller bruge en time på at køre via Aarhus eller Hadsten for at nå til Hinnerup.

Lokalt kan vi tage skridt, der gør en reel forskel. Vi kan indføre én zone i hele kommunen, så billetter bliver enklere og billigere. Vi kan presse på for, at Flextur bliver markant billigere og lettere at bruge. Vi kan gøre lokalbusserne gratis – ligesom skolebusserne – startende med bus 115 (Foldby-Hinnerup-Hadsten-Laurbjerg-Langå). Hammel skal igen forbindes med resten af kommunen. Samtidig skal transporten gøres grønnere med eldrevne lokal- og skolebusser. Og vi kan understøtte en bedre integration af eldrevne delebiler, minibusser, elcykler og små el-køretøjer, koblet sammen med et udbygget netværk af sikre cykelstier.

For Enhedslisten er kollektiv trafik ikke en luksus, men en grundlæggende rettighed. Alle borgere – unge som ældre, i by og på land – skal kunne komme rundt uden at være tvunget til at eje en bil.

Når vi investerer i borgernes bevægelsesfrihed, investerer vi i klima, velfærd og lige muligheder. Hvis en familie kan nøjes med én bil frem for to, er det en gevinst både økonomisk og klimamæssigt. Hvis unge kan tage bussen til fritidsaktiviteter eller komme trygt hjem fra byen, styrker det både fællesskab og sikkerhed. Og hvis seniorer i de små byer kan komme rundt, kan de fortsætte aktive liv tæt på naturen, tæt på venner og familie – og med adgang til sundhedstilbud.

Andre kommuner har allerede vist, at billig eller gratis kollektiv trafik virker. Og Dansk Industri råder landdistrikterne kraftigt til at udbygge den kollektive trafik. Erhvervslivet efterlyser bedre kollektiv trafik i landdistrikterne, fordi virksomhederne har brug for veluddannede unge og medarbejdere, der kan komme frem.

Det er tid til at sætte en ny retning. Favrskov Kommune skal arbejde for gratis og grøn kollektiv trafik. Vi kan starte lokalt med bus 115, nye forbindelser til Hammel, billigere Flextur og bedre sammenhæng til nabokommunerne. Vi kan fremskynde overgangen til emissionsfrie busser og genåbne Laurbjerg station. Lad os sammen skabe en kommune, hvor bevægelsesfrihed bliver til konkrete, sikre og tilgængelige transportmuligheder i hverdagen.