»Man kan ikke være mere eller mindre kristen – enten er man det, eller også er man det ikke«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

For noget tid siden sad jeg i Tivoli i København med et par venner og drak en fadøl.

Folk fór forbi os, og det summede af liv i det lune sommeraftenvejr. Pludselig genkendte en i selskabet en arbejdskammerat, der snart sluttede sig til os. »Hej med jer« og »hvad laver I så til daglig?«

Jeg er altid spændt på, hvordan folk reagerer, når jeg fortæller dem, at jeg læser teologi. Det er aldrig helt til at vide, hvordan de reagerer. De er næsten altid nysgerrige på, hvad teologistudiet er for en størrelse. Jeg har oplevet en enkelt gang, at nogle troede, det havde med vejret at gøre.

Fælles for næsten alle interaktionerne er, at de efterfølges af spørgsmålet: »Nå, men er du så sådan meget kristen?«

I lange tider har mit standardsvar været: »Jeg er bare kristen«. Og med det mener jeg, at man ikke kan være mere eller mindre kristen. Enten er man det, eller også er man det ikke. Sat lidt på spidsen handler det om, hvorvidt man tror på Jesus som Guds søn.

Jeg spejlede mit nye bekendtskabs spørgsmål, men han var ikke enig i, at det var det, der skulle afgøre det. Han troede ikke på Jesus som Guds søn, men så alligevel sig selv som kristen. Om han var kultur-kristen. Nej, det mente han ikke.

Jeg forstod ikke rationalet, og samtalen blev desværre afbrudt, da jeg kort efter skulle nå et tog hjem til Aarhus. Den satte dog gang i en undren hos mig: Hvad skal man som minimum tro på for at kalde sig selv kristen?

Kort efter hørte jeg et godt bud. Den britiske teolog og tidligere biskop N. T. Wright svarer i en debat med en muslim på, hvordan man kan tro på en fortælling med så mange modsigelser. De fire evangelier, som indgår i Det Ny Testamente, er jo i traditionen den samme fortælling, nedskrevet af fire forskellige forfattere.

I disse “Jesus-biografier” finder vi små forskelle. Han sammenligner dem med en fodboldkamp (ja, han er jo brite). Når kampen er slut, og man går hjem fra stadion, kan det diskuteres, om der nu også var frispark, offside og straffespark. Men man er ikke i tvivl om at kampen endte 4-0.

Med denne analogi mener han selvfølgelig, at opstandelsen er alfa-omega. Det er kernefortællingen – og her er ingen modsigelser. Der findes mange forskellige kristne denominationer, og alle lægger vægt på forskellige ting.

Ét kan de dog være enige om: Jesus Kristus er Guds søn, som døde og opstod for at frelse menneskene fra synd og give dem evigt liv gennem tro på ham.

Den kristne identitet kan se ud på mange måder. Nogle går i kirke hver søndag og beder bordbøn. Andre har et mere inderligt trosforhold. Nogle lægger vægt på et og andre på noget andet. Vi kan være uenige om meget, men at kampen endte 4-0. Det er det afgørende.

»Er du sådan meget kristen?«

Når jeg får spørgsmålet en anden gang, vil jeg svare, som jeg plejer: »Jeg er bare kristen.«