Unge i Randers har brug for mere
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Alt for mange unge i Randers mistrives.
Hver tredje elev i 8. klasse føler sig ensom. 44 procent af de 16-24-årige oplever et højt stressniveau. Og én ud af fem har haft tanker om selvskade.
Det er alarmerende tal. Og vi har ikke brug for flere rapporter – vi har brug for handling.
Derfor er det fantastisk, at Headspace nu kommer til Randers. Et gratis, anonymt og lettilgængeligt tilbud, hvor unge kan få hjælp uden visitation, uden ventetid og uden at skulle forklare sig først. Et sted at gå hen, før problemerne vokser sig for store.
Headspace er ikke bare en god idé. Det er en nødvendighed.
Initiativet kommer oprindeligt fra tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, som mistede sin datter til psykisk sygdom. I dag bruger han sit liv på at gøre en forskel for unge i mistrivsel – og for deres pårørende. Det fortjener dyb respekt.
Og det virker. Headspace har allerede gjort en reel forskel i mange andre byer. Nu er turen endelig kommet til Randers.
Derfor vil jeg gerne rette en stor tak til budgetforligspartierne – Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre og de tre løsgængere i Randers Byråd – for at tage ansvar og sikre finansieringen. Det er et vigtigt og rigtigt skridt.
Men det må ikke blive det sidste.
Som kandidat til Randers Byråd vil jeg kæmpe for, at vi bygger videre:
- Mere forebyggelse
- Flere tilbud uden ventetid
- Langt større fokus på unges mentale trivsel
Og ikke mindst: støtte til de pårørende. For de har mindst lige så meget brug for hjælp.
Vi skylder både de unge og deres familier at tage dem alvorligt – ikke bare i ord, men i handling.