»Deltidspasning er en frihedsordning og ikke "rabat til de rigeste"«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Diskussionen om deltidspladsordningen i Favrskov Kommune har udløst en intens debat om økonomi, bureaukrati og politiske prioriteringer. Det er karakteristisk, at den ofte reduceres til teknikaliteter – et beløb her, en administrativ omkostning der – uden at adressere de fundamentale spørgsmål bag.

Når jeg fremhæver, at antallet af AC-medarbejdere steg markant i perioden 2017–2021 med en årlig merudgift på ca. 17 mio. kr., er det ikke retorik, men en empirisk konstatering baseret på forvaltningens egne data. Tallet repræsenterer et objektivt forhold. Man kan diskutere, om væksten var nødvendig, men ikke at den fandt sted. At forklare hele stigningen med nationale reformer, EU-regler eller pandemiske forhold er utilstrækkeligt. Forvaltningsteorien viser, at bureaukratisk vækst ofte er selvforstærkende: Nye regler afføder procedurer, som igen skaber behov for yderligere kontrol. Den amerikanske økonom William Niskanen beskrev allerede i 1970’erne dette som “bureaucratic drift”: tendensen til at administrationen vokser ud over det funktionelt nødvendige. Favrskov er ikke immun over for dette heller.

Det er derfor misvisende at betragte bureaukrati som en naturkraft. Bureaukrati er resultatet af politiske valg – eller undladelser. Når man accepterer, at 17 mio. kr. ekstra til administration kan forklares som “naturligt”, men samtidig afviser deltidspasning, blandt andet fordi det koster ca. 200.000 kr., afsløres en prioritering der ikke blot er inkonsistent, men også peger på en ideologisk grundkonflikt.

Deltidspasning handler ikke om småpenge, men om hvordan vi ser på borgerne. Skal de betragtes som individer med legitime forskelle i behov og livsformer, der fortjener fleksibilitet og frihed? Eller som en homogen masse, der bedst håndteres gennem standardiserede løsninger som minimerer afvigelser men samtidig indskrænker friheden?

Her går skillelinjen. Jeg abonnerer på det første synspunkt: At familier – uanset indkomst – bedst vurderer, hvordan deres hverdag hænger sammen, og at kommunens rolle er at understøtte denne autonomi.

Kritikken af ordningen som en “rabat til de rigeste” er derfor en fejllæsning og et forsøg på at omdefinere en frihedsordning til en fordelingspolitisk strid. Dermed bliver deltidspladserne blot et eksempel på en større debat:

Vil vi have et samfund, hvor frihed og ansvar i stigende grad placeres hos borgerne selv, eller et samfund, hvor staten – og her kommunen – søger at regulere sig frem til lighed gennem ensretning og kontrol?

Det er i denne kontekst, forskellen mellem 17 mio. og 200.000 kr. bliver interessant. Ikke fordi tallene i sig selv er sammenlignelige, men fordi de afslører forskellige normer for, hvornår noget opfattes som legitimt. Bureaukratiets vækst er for nogen en “nødvendighed”. Borgernes frihed til at vælge er en “omkostning”. Den ubalance finder jeg problematisk.

Borgerne i Favrskov fortjener en ærlig diskussion, hvor vi som politikere erkender, at bureaukratiet ikke vokser af natur, men som følge af politiske valg. For mig er det grundlæggende at insistere på, at ressourcerne kanaliseres til kernevelfærd og borgernær service – ikke til en stadig ekspanderende administration. At blive beskyldt for “lavt debatniveau”, fordi jeg påpeger denne uoverensstemmelse, ændrer ikke på substansen. Tværtimod viser det en modvilje mod at konfrontere konflikten.

Hvis det er lavt debatniveau at insistere på sammenhæng mellem tal og prioriteringer, så bliver jeg hellere på lavt niveau – end hæver mig til et, hvor logikken må opgives.