Fortsæt til indhold

Inklusion må aldrig blive en spareøvelse

Debat
Bo RatzByrådsmedlem for Østbroen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I Østbroen ønsker vi en stærk folkeskole. Hvis vi skal skabe en folkeskole, hvor alle børn trives og lærer, må vi også prioritere den.

I Østbroen tror vi på, at nøglen til en stærkere folkeskole blandt andet findes i to-lærerordninger, et fokus på elevernes trivsel, en inklusion, der understøttes af ressourcer, og tydelig, pædagogisk ledelse.

Forestil dig et klasselokale, hvor to lærere er til stede. Den ene kan undervise fælles, mens den anden kan hjælpe den elev, der har svært ved at følge med - eller den, der keder sig, fordi han eller hun har brug for flere udfordringer.

Med to-lærerordninger bliver undervisningen mere målrettet, eleverne får bedre støtte, og lærerne får et stærkere arbejdsmiljø. Ordningen skaber kontinuitet, og når en af lærerne er syg, tager den anden over, og dermed bliver der brug for færre vikarer, hvilket giver ro og kvalitet i undervisningen.

Trivsel er forudsætningen for læring. Hvis børn ikke har det godt, lærer de heller ikke. I Østbroen foreslår vi, at hver skole får en skolepsykolog eller tilsvarende kompetence, så problemer kan håndteres hurtigt og professionelt. Derudover skal samarbejdet mellem skole, socialforvaltning og politi styrkes, så vi får bedre greb om mistrivsel, fravær og udsatte unges udfordringer.

En god skole kræver gode ledere.

Inklusion må aldrig blive en spareøvelse. Når børn med særlige behov inkluderes i den almindelige folkeskole, skal det følges af ressourcer, hænder og pædagogisk støtte. Det er nødvendigt for at sikre både disse børns trivsel og klassefællesskabets sammenhængskraft. Men inklusion handler ikke kun om børn med udfordringer. Også de højtbegavede skal ses og anerkendes. Også de har brug for støtte, udfordringer og faglig sparring.

En god skole kræver gode ledere. Vi ønsker mere synlig og pædagogisk ledelse, hvor fokus er på elevernes trivsel og undervisningens kvalitet frem for ren økonomistyring. Derfor foreslår vi, at skolernes lønbudget flyttes tilbage til forvaltningen, så skolelederne kan bruge deres kræfter på det, der betyder mest: børnene, de ansatte og den faglige udvikling.

Med to-lærerordninger, tydelige ledere og reelle ressourcer til inklusion kan vi skabe en folkeskole, hvor ingen børn tabes på gulvet, og hvor trivsel og faglighed går hånd i hånd.

Det kræver politisk mod – det fortjener vores børn.