Fortsæt til indhold

Forligspartierne glemte noget vigtigt: Nu udhuler vi vores kulturliv

Budgetforliget med historisk høj udvidelse på knap 3,4 milliarder kroner undlader at give kulturen det nødvendige løft. Besparelser og nedskæringer rammer kulturlivet hårdt.

Debat
Rabih Azad-AhmadRådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune (RV)

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Mange af byrådets partier havde op til dette års budgetforhandlinger talt varmt for kulturen og om at give den et løft - eller måske ligefrem en genopretning - ved budgetforhandlingerne. Desværre må jeg konstatere, at deres opbakning manglede, da pengene skulle fordeles. Kulturen står skuffet tilbage.

Jeg synes, det er uforståeligt, at den nye borgmester har ønsket at debutere som forligsleder ved at se bort fra kulturens behov. Det hænger ikke sammen med, hvad borgmesteren har været ude at sige om, at kulturen er afgørende for byens udvikling - der er slet ikke handling bag ordene. Det er jeg selvfølgelig skuffet over. Jeg havde ønsket at give et tiltrængt løft til kulturlivet, men det var der desværre ikke lydhørhed over for hos forligspartierne.

Som tidligere europæisk kulturhovedstad har Aarhus en stærk position som en levende kulturby i international klasse, men udviklingen af byens kulturliv har i de seneste år slet ikke matchet byens markante vækst. Der har længe været behov for at give vores kulturmiljøer en stærkere økonomisk opbakning. Byrådet burde se på kulturen som et velfærdsområde, der er afgørende for, at byen og dens borgere trives, har fællesskaber og sammenhængskraft. Kulturlivet er ikke flødeskum ovenpå samfundskagen, men udgør en del af fundamentet i et velfærdssamfund.

Derfor var det mit håb, at kulturen ville blive tilgodeset under budgetforhandlingerne – ikke mindst i lyset af, at budgettet gav mulighed for en historisk høj udvidelse på næsten 1,4 milliarder kroner over de næste fire år. Og det beløb kom oveni næsten 2 mia.kr., som de store velfærdsområder scorer via budgetmodellerne. Med andre ord var den samlede budgetudvidelse på knap 3,4 mia.kr.

Men samlet set forbliver kulturen økonomisk set i status quo. For ja, forligspartierne er blevet enige om at kaste lidt penge efter forskellige kulturprojekter i det, de kalder en ”kulturpakke”. Men en gavebod var det på ingen måde, for forligspartierne hiver stort set samme beløb hjem gennem besparelser i blandt andet fællesbidrag og nedskæringer i puljer, der skal udvikle kulturen.

Lad mig igen minde om, at det blev udfaldet i en budgetaftale, der fordeler et historisk stort beløb – altså knap 3,4 milliarder kroner! - men helt undlader at give kulturen et tiltrængt løft. Det ser jeg som en klar nedprioritering af kulturen, som i forvejen over de seneste 10 år er blevet ramt af besparelser på godt ni procent af kulturinstitutionernes tilskud i forhold til den generelle fremskrivning.

Samtidig ved vi, at befolkningstallet i Aarhus Kommune i perioden fra 2017-2025 er vokset med 11,2 pct., og det betyder ganske enkelt, at der gradvist er færre ressourcer pr. borger, hvor efterspørgslen naturligt vil stige med en stigende befolkning. Samlet set burde kulturbudgettet således med fuld fremskrivning i forhold til befolkningsudviklingen være markant højere end det er i dag.

Med andre ord – vi udhuler vores kulturliv. At nedprioritere kulturen er også i strid med borgernes ønsker. Jeg vil gerne understrege, at borgerne i Aarhus forventer et ambitiøst og mangfoldigt kulturliv af høj kvalitet. Kunst og kultur udgør en stor del af byens DNA og er uløseligt forbundet med vores identitet som aarhusianere. Gang på gang har undersøgelser vist, at aarhusianerne er flittige brugere af byens kulturtilbud og at de tillægger kulturlivet stor betydning for deres trivsel. 52 procent peger på kultur som en afgørende faktor, der gør Aarhus til en god by. Her viser forligspartierne, at de ikke lytter til borgerne.

Samtidig ved vi fra rapporten ”Kultur- og fritidslivets værdi for borgere og samfundet i Aarhus Kommune” fra 2024, at kultur- og fritidslivet på alle måder er en god investering. Rapporten konkluderer, at kultur- og fritidslivet i Aarhus Kommune samlet har en væsentlig økonomisk betydning, som sikrer beskæftigelse til i alt 11.677 personer og genererer en årlig bruttoværditilvækst på 7,6 milliarder kroner.

Kulturen har en kvalitet i sig selv. Men vi skal heller ikke underkende de mange positive sideeffekter, som vores kulturliv har. Kulturen kan noget særligt. Den kan samle os som et aarhusiansk fællesskab. Det afspejles desværre slet ikke i dette års budgetforlig.