Politi og tryghed: Skal vi handle eller stole på myndighederne?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Der er ikke noget, der går mere direkte i hjertet på mig end tanken om børn, der bliver kontaktet af fremmede mænd i biler.

Den slags historier spreder sig hurtigt. Og det gør frygten også. I Randers har den nu fået ben at gå på, efter at flere familier ifølge Mia Kastrup melder om enslydende episoder.

Det kan du læse mere om her

Hendes niece blev opsøgt af en mand i bil, der først spurgte om vej til et pizzeria og derefter tilbød pigen et lift.

Da hun undersøgte sagen, viste det sig, at mange unge piger er blevet kontaktet på helt samme måde. Men politiet kendte kun til Mia Kastrups politianmeldelse. De har taget en alvorssnak med den pågældende mand, men der er ikke begået noget ulovligt.

Det er forståeligt, at forældre reagerer. Tryghed handler om, at man kan lade sine børn gå en tur efter aftensmad uden at få ondt i maven. Det handler om, at politiet tager den slags meldinger alvorligt - også selvom der ikke nødvendigvis er begået en forbrydelse.

Men tryghed handler også om, at vi som borgere ikke går amok. Ikke begynder at lede efter biler på egen hånd, hænge folk ud på sociale medier eller skabe et klima, hvor enhver, der spørger om vej, bliver set som potentiel forbryder.

Det er en hårfin balance. Vi skal være vågne, men ikke vrede. Vi skal reagere, men ikke overreagere.

Når det så er sagt, står der alligevel et spørgsmål tilbage. For hvis flere familier melder om samme oplevelse med samme fremgangsmåde, samme spørgsmål, samme pizzeria - kunne man måske forvente, at politiet kiggede lidt nærmere, inden de lukker sagen med en alvorssnak.

Tryghed kræver nemlig ikke bare, at vi som borgere passer på hinanden. Den kræver også, at vi føler, nogen passer på os.