Fortsæt til indhold

Små skoler kan blomstre, hvis de får de rigtige betingelser.

Debat
Martin Frausing PoulsenByrådsmedlem for Danmarksdemokraterne

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

For nylig blev der festet i Bjedstrup – og med god grund. For bare fem år siden var Bjedstrup Skole på vej til at blive lukket. I dag summer gangene igen af børnestemmer, latter og læring. Antallet af elever er mere end fordoblet, og det er et levende bevis på, hvad lokalt sammenhold og stærk vilje kan skabe.

Som en af dem, der var med til at kæmpe for at bevare både Bjedstrup og Hylke Skole, kan jeg ikke lade være med at føle både stolthed og taknemmelighed. Vi viste, at når lokalsamfund, forældre, medarbejdere og politikere trækker i samme retning, kan vi vende selv de mest dystre prognoser.

Bjedstrup Skole viser, at det kan lade sig gøre – at små skoler kan blomstre, hvis de får de rigtige betingelser.

Men vi skal passe på, at vi ikke hviler på laurbærrene. At skolerne er reddet, betyder ikke, at kampen er slut. Tværtimod. Skal vi sikre, at de kommunale folkeskoler fortsat kan levere god undervisning og være levende samlingspunkter, kræver det flere midler i de kommende år.

Vi må investere i lærere, i pædagogiske ressourcer og i rammer, der giver børnene den bedste start på livet – uanset om de bor i centrum af Skanderborg eller i et lille lokalsamfund som Hylke eller Bjedstrup.

Bjedstrup Skole viser, at det kan lade sig gøre – at små skoler kan blomstre, hvis de får de rigtige betingelser. Nu er det vores fælles ansvar at sikre, at den positive udvikling ikke blot bliver en solstrålehistorie – men en retning for hele kommunens skolepolitik.

Lad os glæde os over, at vi reddede skolerne, men lad os også turde investere i dem. Det skylder vi både børnene, forældrene – og fremtidens fællesskab.