Unge efterlades på fortovet – tallene fortæller ikke hele sandheden
Konservative vil have systematisk registrering af forbikørsler, så der bliver tal på, hvor mange ikke kommer med busserne, fordi de er overfyldte.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Ved skolestarten i august oplevede vi igen fyldte busser køre forbi stoppesteder i Hørning og Stilling, mens unge stod klar til deres første skoledage på Campus Skanderborg. Forældre og elever fra hele kommunen har delt oplevelser, og billedet er tydeligt: Mange unge kommer fortsat ikke med bussen – eller må vente på næste afgang. Det gentager sig år efter år.
Nu har vi fået den længe ventede redegørelse fra Midttrafik, som skulle kaste lys over problemet. Men konklusionen er, at ”på langt de fleste afgange er der plads nok.” Det lyder jo beroligende – men det holder simpelthen ikke i virkeligheden. Midttrafik indrømmer samtidig, at de ikke registrerer forbikørsler – altså de situationer, hvor en fyldt bus passerer unge, der står og venter. Når disse hændelser ikke tælles, eksisterer de heller ikke i systemet. Det betyder, at de mest alvorlige problemer slet ikke indgår i datagrundlaget.
Når Midttrafik påstår, at kun to afgange i august og september har haft overfyldte busser, stemmer det dårligt med de mange beretninger fra elever og forældre om daglige forbikørsler, overfyldte midtergange og unge, der ankommer for sent eller må hentes af forældre. En mor har eksempelvis måttet hente sin datter 15 gange på halvanden måned, fordi hjemturen ikke kunne gennemføres.
Vi kan ikke bede de unge tage bussen – og så lade dem stå tilbage på fortovet.
Midttrafik bruger avancerede tællere og systemer, men der mangler stadig den vigtigste information – hvor mange unge, der aldrig kommer med. Når man alene måler antallet i bussen, overser man antallet på fortovet. Det er præcis dér, problemet ligger.
Vi anerkender, at der er indsat ekstrature på rute 200, 309 og 311, og det hjælper noget. Men at konkludere, at der derfor ikke er behov for yderligere tiltag, er for tidligt og bygger på ufuldstændige data. Der mangler en reel kortlægning af forbikørsler, fyldte afgange, forsinkelser og udgåede ture.
Når Skanderborg Kommune sidder i Midttrafiks bestyrelse, her sidder Claus Leick formand for KMP udvalget, må vi også kræve gennemsigtighed og dokumentation. Hvis ikke data afspejler de unges oplevelser, får vi beslutninger på et falsk grundlag.
Vi kan ikke bede de unge tage bussen – og så lade dem stå tilbage på fortovet. Det handler ikke kun om transport, men om lige adgang til uddannelse, tryghed på skolevejen og respekt for de unge, der gør alt rigtigt, men alligevel betaler prisen.
Derfor tager vi sagen videre politisk. Vi vil kræve indsigt i de faktiske registreringer fra chaufførerne, og vi vil have systematisk registrering af forbikørsler. Først da kan vi tale om et reelt datagrundlag – og først da kan vi finde en løsning, der holder hele vejen til Campus Skanderborg.