»Tosomhed og økonomisk tryghed bliver hurtig camoufleret som kærlighed på opstillede billeder på Facebook«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Kærligheden findes i øjeblikke, i tårer på Seinen, i længslen, der lever videre og i følelsen af at være fyldt op med kærlighed – også efter, at flyet for længst er landet.

Men lige nu er jeg på vej hjem i flyet fra Paris med et dramatisk strejf, da overgangsalderens hede endte med at sende mig til ekstra sikkerhedstjek med armene over hovedet og en ufrivillig piruette i lufthavnens security, men nu sidder jeg endelig afslappet i mit flysæde med den franske forfatterinde Leila Slimanis’ roman Adele i hænderne.

Og selvom mine fødder brænder efter tusindvis af skridt gennem byens gader, føles det stadig, som om en del af mig er blevet i Paris.

Paris – kærlighedens kulisse

Byen er et levende postkort af romantik. Min yngste og vores veninder får lov til at betragte, inhalere og betage kærlighedens by, mens amatørfotografer står klar med røde hjerteballoner til de kærestepar, der slentrer langs Seinen. Lidt længere henne på modsatte side af floden rammes jeg af Prinsesse Dianas kærlighedshistorie, som endte brat i en tunnel på bagsædet af en bil med sin elskede.

Folk som mig kommer stadig i stilhed for at mindes. Ikke kun fordi hun mistede livet alt for tidligt, men lige så meget på grund af alle de lidelser, hun måtte gå igennem i sit kærlighedsløse forhold til sine børns far, som elskede en anden end hende.

På en bænk ved Louvre sidder en ung kvinde i sin brudekjole; skørtet breder sig ud over bænken, som er det et hav med glitrende små perler, mens hun læner sit hoved tilbage og møder sin elskedes blik, mens fotografen foreviger deres lykke.

På den måde danner Paris rammen om romantiske, lidenskabelige og ulykkelige kærlighedshistorier på godt og ondt som en naturlig del af kærlighedens mange facetter. Og da jeg siddende på en båd i aftenskæret fra Eiffeltårnet glider igennem Seinen, fylder Edith Piafs L’hymne á l’amour luften, og i et øjeblik er det bare mig, violinernes længselsfulde strøg, der blander sig med mine tårer og åbner mit hjerte.

Når kærligheden forceres

Længslen efter kærlighed er universel, og den kan føre os vidt omkring. Nogle plejer den i Paris, andre tager forhåbningsfulde afsted til Østen i håbet om kickstarte kærligheden og give singlelivet det ultimative dødsstød for i stedet at erstatte ensomheden med noget, der ligner kærlighed.

Men tosomhedens lykke kan ikke bestilles. Her bliver byttehandlen: tosomhed og økonomisk tryghed hurtig camoufleret som kærlighed på opstillede billeder på Facebook.

Jeg er klar over, det kan være farligt at sætte spørgsmålstegn til den slags relationer. Men jeg bliver altid nysgerrig på, hvad der gemmer sig bag. For uanset hvor meget vi drømmer, søger og rejser i vores længsel, kan kærligheden ikke forceres. Den finder sin vej, når det er meningen, men det er i vores længsler og drømme, at håbet lever.

Kærlighedens film

For mig var Paris som at se en klassisk kærlighedsfilm; billederne, musikken, stemningen. En påmindelse om, at kærlighed både er noget, vi lever, noget vi mister, og noget vi længes efter. Og måske er det netop derfor, den bliver ved med at bo i os.

Selv kan jeg mærke, at Paris bliver ved med at leve i mig, selv når jeg om lidt igen sætter mine fødder på dansk jord. Men det er vel netop dét som kærlighed kan, når vi på den ene eller anden måde omgiver os med den – og lige dér i Paris blev jeg mindet om, at kærligheden lever – i både de smukke øjeblikke og i de smertefulde tab.