Jeg tror faktisk godt, jeg alligevel tør sige, at jeg er modig

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg har de seneste uger fulgt med i DR’s Gift ved første blik. Det er første gang, jeg følger med i programmet, og jeg har nydt endelig at kunne tale med ved frokostpauser om, hvem af deltagerne, vi hepper på, og hvilke følelser og konflikter, der dukker op, som vi selv kender til. Og ofte når talen et sted, hvor alle bliver enige om, hvor modigt det er af deltagerne. At stille sig op, blive til offentlige personer og modtage alt fra rosende ord til hård kritik.

Det ledte mig til en undren over modet. Eller måske min egen mangel på samme. For deltagerne i Gift ved første blik besidder helt sikkert en eller anden kraft, som jeg ikke har. Jeg skal langt fra definere eller bedømme, hvad der er modigt eller ej. Hvis man alligevel skal forsøge sig at nærme begrebet modighed, tænker jeg, det er udtryk for en handling, der er gjort på trods af konsekvenser.

Vi bruger begrebet i flæng, og det kan indeholde alt lige fra hverdagsmodet til at fjerne edderkoppen selv, til heltemodet, hvor handlingen har livet med indsats. Og så er der den helt fundamentale form for mod – livsmodet. Den, der gør, vi formår at stå op på de dage, hvor det stormer udenfor, og togene er gået i stå. De dage, hvor det stormer indeni, og tankerne drøner afsted.

Det er nemmere at se modets konsekvenser i folks handlinger, end det er at gå tilbage og finde modets ophav. Men noget siger mig, at det ikke kommer fra os selv. Det rammer os udefra. Af omstændigheder i verden, der kræver vores opmærksomhed, og at vi går ud over os selv. Så opstår modet pludselig i den enkelte.

Men modet kan også næres og dyrkes, og dette er heller ikke noget, man altid kan klare selv. Der har vi også brug for, at noget udefra rækker ind. Måske ikke verdens bratte opråb, men nærmere en kærlig og nænsom hånd fra et andet menneske. Og det er måske vores vigtigste opgave, når vi står overfor et andet menneske.

Præst og modstandsmanden Kaj Munk skulle have udtalt:

»At vidne om Gud det vil først og fremmest sige at leve sådan, at livet bliver dyrebart for andre og det gode i dem styrkes.«

For mig siger det noget om, hvordan livsmodet næres. At vi mennesker dyrker og styrker det hos hinanden. Ved at bygge hinanden op. Men også ved at stå klar, når modet brister eller overmodet tager over og får os til at falde.

Sådanne mennesker har jeg i hvert fald mødt mange af. Mennesker som har gjort livet dyrebart og styrket livsmodet. Hænder som har grebet mig og som har hevet mig trygt ud på dybe vande. Når jeg tænker på det sådan, så tror jeg faktisk godt jeg alligevel tør sige, at jeg er modig.