Hjortshøj skal udvikles – men med omtanke
Hjortshøjs unikke identitet skal bevares i helhedsplan. Lokale kvaliteter skal have prioritet i planlægningen.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Hjortshøj er en by, der er meget mere end bare en samling af huse. Det er et sted, hvor man altid hilser på hinanden på gaden, og hvor mangfoldighed og forskellige livsstile lever side om side. Det er magiske koncerter i multihuset, som skabes med hjælp fra lokale frivillige. Det er den voksende Virup IF, der skaber fællesskaber for både voksne og børn. Hjortshøj er det hyggelige høstmarked i Andelssamfundet, og mylderet af leg og liv på FDF-grunden. Hjortshøj er også Høsteriet, et økologisk og bæredygtigt gartneri, som er startet af en iværksætter med visioner. Hjortshøj er dans i byparken og den folkeskole, der tilvælges af flest lokale i kommunen.
Hjortshøj er mange ting – og forskellige ting afhængigt af, hvem man spørger. Det er netop dét, vi ønsker at bevare og udvikle. Derfor er det vigtigt, at Helhedsplanen, der skal styre byens fremtid, tager højde for de kvaliteter, der gør Hjortshøj unik. Planerne skal balancere vækst med hensyn til det eksisterende og ske i tæt samarbejde med de lokale ildsjæle, som er drivkraften i byen. Det handler om at bevare den særlige sjæl, som gør Hjortshøj til et sted, hvor fællesskab, natur og lokalt engagement går hånd i hånd.
For det første bør Høsteriet have mulighed for at blive på sin nuværende placering. Det er en vigtig del af Hjortshøjs identitet og et forbillede på grøn omstilling i praksis. For det andet skal Østergårdstoften udvikles med større respekt for de eksisterende omgivelser, så byens landsbykarakter ikke går tabt. Derudover mangler planen en reel forståelse for FDF’s rolle som samlingspunkt for børn og unge - det kræver, at deres nuværende aktiviteter og behov tænkes ind i planlægningen. Samtidig må der tages højde for, at flere beboere betyder større pres på skolen og daginstitutionerne. Planen bør forpligte kommunen tydeligere på at sikre, at kapaciteten følger med udviklingen.
Endelig er det helt afgørende, at Andelssamfundet i Hjortshøj får klare og stabile rammer for fremtidig forpagtning af landbrugsjorden - og allerhelst mulighed for at købe de arealer, der ikke skal indgå i byudviklingen. Det vil skabe tryghed for de mange familier, der har gjort Hjortshøj til et levende og bæredygtigt forbillede for lokalt fællesskab.
Vi er positive over for nye boliger og udvikling, men det skal ske i samarbejde med borgerne og med respekt for det, der allerede fungerer. Som medlemmer af Teknisk Udvalg skal vi være med til at sætte retningen for den nye helhedsplan for Hjortshøj, som vi mener, bør være et redskab til at styrke byen - ikke til at udviske dens særpræg. Det håber vi, at de øvrige partier vil bakke op om. For Hjortshøj kan og bør udvikle sig - men med særlig omtanke og respekt for de fællesskaber, der gør byen helt unik.