Lad os bruge penge på skolerne frem for nye kontorbygninger
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Budgettet for Favrskov Kommune er vedtaget, og med det kommer en udvidelse af det specialiserede skoletilbud på Lilleåskolen i Laurbjerg. En udvikling der har skabt bekymring hos nogle forældre: Er det begyndelsen på en nedlæggelse af skolen?
Lad mig være helt klar: Nej. Vores skoler skal ikke afvikles – de skal udvikles.
Favrskov Kommune satser på Laurbjerg. Vi har vedtaget nye udstykninger, og vi arbejder for at få et trinbræt til byen. Det er ikke tilfældigt. Vi vil skabe vækst og udvikling i hele kommunen, ikke kun i de største byer.
Men vækst kræver mere end nye huse og bedre transport. Det kræver nær velfærd. Det kræver en skole, der kan tiltrække familier og give børnene en god start på livet.
Derfor giver det ingen mening at tale om nedlæggelse. Tværtimod skal vi investere i at gøre alle vores skoler moderne og attraktive.
Samtidig diskuterer vi i øjeblikket, om kommunen skal bygge en ny administrationsbygning i Ulstrup til over 50 millioner kroner.
Jeg stiller spørgsmålstegn ved den prioritering, for hvor skaber vi mest værdi for borgerne? I en ny kontorbygning til administrationen – eller i bedre, mere moderne skoler rundt om i kommunen?
For mig er svaret klart. Pengene vil skabe langt større værdi, hvis vi bruger dem på at udvikle og forny vores skoler. Det er dér, vi former fremtiden. Det er dér, familierne mærker kvaliteten i vores kommune.
At udvide det specialiserede tilbud på Lilleåskolen er ikke starten på en afvikling. Det er en investering i og anerkendelse af, at skolen kan tilbyde noget unikt og vigtigt. Det styrker skolen, det styrker Laurbjerg, og det styrker Favrskov.
Men vi skal ikke stoppe dér. Vi skal blive ved med at udvikle vores skoler, så de matcher både nutidens og fremtidens behov. Det kræver investeringer, og det kræver prioriteringer.
Lad os vælge vores børn og vores lokalsamfund frem for nye kontorbygninger.