Det skal være lettere at bruge kollektiv trafik til vores sygehuse
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Det skal være lettere at bruge kollektiv trafik til vores sygehuse.
Det budskab kommer fra Ældrerådet i et høringssvar til Midttrafiks budget, som Teknik- og Miljøudvalget skal behandle. Det synspunkt er Socialdemokratiet helt enig i.
I dag eksisterer der kun ét såkaldt ”knudepunkt” ved vores hospitaler, som er det sted, hvor passagererne sættes af bilen, når de bruger Flextrafik.
For at undgå at ældre eller svagelige bliver nødt til at vandre rundt på gangene fra knudepunktet til den aktuelle afdeling eller det aftalte mødested, så bør hele hospitalets bygningsmasse samlet set være ét knudepunkt. Dermed kan brugeren af Flextrafik blive transporteret hen til den afdeling, hvor man er tilsagt til at møde.
Dermed slipper borgeren for unødige anstrengelser, så den øgede fleksibilitet fra Flextrafik bør prioriteres i budgettet. Med mere fleksible og borgervenlige løsninger i den kollektive trafik vil flere blive tilskyndet til at bruge ordningen. Det højner tilfredsheden ved brugerne og gavner miljøet.
Socialdemokratiet støtter fuldt ud Ældrerådets høringssvar.