Fortsæt til indhold

Ingen børn skal blive sygere, mens de venter

Debat
Else SøjmarkRegionsrådsmedlem, formand Psykiatri og socialudvalget, kandidat til regionsrådsvalget

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Al for mange børn og unge mistrives. Derfor skal vi ikke bare tale om at løfte psykiatrien – vi skal handle. 10 års planen for psykiatrien og aftalen om en bedre psykiatri er et godt afsæt, hvor særligt børn og unges mentale sundhed har høj prioritet. Men der er rigtig meget at nå endnu.

Centralt i regeringens 10 årsplan er kommunernes nye, lettilgængelige tilbud for børn og unge, der oplever begyndende psykiske udfordringer. Det er et forebyggende supplerende tilbud til egentlig psykiatrisk behandling – og skal gøre det nemt at få tidlig hjælp lokalt uden henvisning og lange ventetider.

De lettilgængelige tilbud bygger på et tæt samarbejde mellem region og kommune - mellem regionens børne- og ungdomspsykiatri og kommunernes egne indsatser. Tidlig opsporing og hurtig støtte skal forhindre, at problemer vokser sig større og fører til indlæggelse - og vi har som region en vigtig opgave i at understøtte det kommunale arbejde – ikke erstatte det.

Det gensidigt forpligtende samarbejde mellem fagfolk på tværs er en vigtig nøgle til denne udvikling. Det er bl.a. her, sundhedsrådene skal komme til at spille en vigtig rolle. Og også sikre opfølgning og inddragelse af civilsamfundet lokalt, så kvaliteten og sammenhængen understøttes for børn og unge i psykisk mistrivsel. Det er ikke den specialiserede psykiatri, men tilbuddene kan hjælpe de børn og unge, der ellers risikerer at udvikle behov for det.

Psykiatrien skal ikke være noget, man først møder, når det hele er brudt sammen. Den skal være der tidligt – tæt på – og i øjenhøjde i hverdagen, når der er brug for den.

Derfor stiller jeg op igen til regionsrådet. For at være med til at bygge holdbare broer mellem det gamle og det nye, og føre det væsentlige løft af psykiatrien ud i livet og hverdagen – for de børn og unge, der har allermest brug for os.