Fortsæt til indhold

Flextur er ikke for alle ...

Debat
Klavs BryldKandidat til kommunalvalget i Norddjurs for Enhedslisten - De Rød-Grønne (Ø)

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Bente Hedegaard fra Socialdemokratiet fremfører i et indlæg den 8. oktober påstanden ”Flextur er for alle”, og det efterfølgende spørgsmål ”- men ved borgerne det?”

Påstanden er formelt set korrekt; Men realiteten er desværre en anden. At erstatte busserne med flextur er nemlig en stærk fordyrelse for brugere af daglig offentlig transport. En flextur koster mindst 25 kr, mens et fuldtidsmånedskort for en pensionist koster 390 kr og deltidsmånedskort (udenfor myldretiden hvor der ikke går bybusser i Grenaa længere) koster det halve. Hvis budgettet har været til et månedskort er det slut med at deltage i sociale aktiviteter som kræver transport i byen efter 8 (henholdsvis 4) ture frem og tilbage.

Det er den økonomisk barriere. Der er også praktiske og sociale barrierer: at du skal bestille turen en time før, dermed ryger fleksibilitet, og du hænger i en klokkestreng fordi du skal være parat i næsten en halv time til at tage med flextur-bilen når den kommer, og du skal være ret godt inde i hvordan og med hvilken app du skal bestille, eller hvornår du kan ringe. Og hvad gør du hvis flextur-bilen ikke kommer? Og knuden i maven om flextur-bilen nu kommer til tiden, har jeg bestilt rigtigt, eller om jeg bliver færdig med min aftale tidligt nok til at jeg skal tilbage med flexturen…

Hvad med mennesker med angst, hvad med børn, hvad med dem som har svært ved det digitale? Hvad med bilisten som lige pludselig får brug for offentlig transport og skal gennemskue systemet? Det er op ad bakke…

Forvaltningen og Miljø- og teknikudvalget fik i foråret hastet beslutningen igennem om at fjerne telebybussen og erstatte den med flextur. Sagsfremstillingen fremførte støtte til beslutningen fra bla Ældrerådet og Handicaprådet, og konsekvensbeskrivelser som ikke viste væsentlige økonomiske byrder for brugerne i Grenaa. Politikerne i den efterfølgende behandling har simpelthen ikke fået præsenteret konsekvenserne, og den forhastede beslutning har kortsluttet almindelige demokratiske processer hvor man giver rum for offentlig debat, som kunne have givet politikerne et reelt grundlag at tage beslutningen på. Alligevel forsvarer politikerne beslutningen…

Vel var ordningen med telebybussen heller ikke gennemskuelig, og ændringerne som skete vil være fordelagtig for nogle. Men flextur har vist sig at holde folk ude af fællesskaberne i byen. Der er så mange barrierer som opstår, og derfor er flextur reelt ikke for alle. Og løsningen er ikke at udvide informationen om en løsning som er dårlig i sin grundsubstans.

Enhedslisten har forfulgt problemstillingen siden beslutningen i foråret, hvor det blev tydeligt at beslutningsgrundlaget var tendentiøst og manipulerende. Enhedslisten og aktionsgruppen begravede bybussen efter sommerferien. Vi har henvendt os til Miljø og teknikudvalget. Senest da der dukkede 3/4 mio op i budgettet. Men den larmende tavshed siger alt.

Vi kræver at politikerne viser anstændighed og respekt for de borgere i byen som har det sværest og hvis deltagelse i fællesskaberne udfordres med flextur, og at de stopper udenomssnakken om flexturens fortræffeligheder.

Enhedslisten kræver ambitioner og visioner om bybussen i Grenaa. Enhedslisten kæmper for gratis forståelige bybus i forbindelse med alle letbaneafgange, som binder byen og dens mennesker sammen.