Ballade på bibliotekerne er ikke kun "dem på kommunens" problem
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Som det fremgår af lokalpressen, har bibliotekerne i Ulstrup og Hinnerup i et stykke tid været udfordret med unge, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt. De anvender lokalerne til løbehjulsræs og sviner uden at rydde op efter sig. Det er naturligvis uacceptabelt.
Konsekvensen er, at det er blevet besluttet at indskrænke den selvbetjente åbningstid. Jeg håber, det er for en midlertidig periode, så borgerne igen kan få fuld adgang til bibliotekerne.
Et af mine mærkesager ved det kommende kommunalvalg er børne- og ungeområdet med fokus på øget trivsel og specialområdet.
Jeg kender ikke konkret til de unge mennesker, der vandaliserer bibliotekerne. Derfor ved jeg heller ikke, hvad der får dem til at handle på denne aldeles uacceptable måde. Hvis de unge er under 18 år, håber jeg, forældrene tager ansvaret på sig og griber ind over for barnets adfærd.
Hvad vi derimod kan gøre, er i højere grad at interessere os for de unges ønsker og behov. Det behøver ikke kun være et kommunalt anliggende, men også et spørgsmål, der bør rejses i lokalsamfundet, i vores byer og landsbyer.
Landsbyrådet har etableret muligheder for, at landsbyerne kan arbejde med lokale udviklingsplaner. Det sker i et samarbejde med LAG Randers-Favrskov. Indtil videre har tre landsbyer vist interesse: Vissing, Thorsø og Røgen.
For mig at se er det vejen frem.
I Thorsø har der været afviklet et stort borgermøde, hvor der blev nedsat forskellige arbejdsgrupper med afsæt i borgernes ønsker til udvikling af deres by. En af grupperne har fokus på ”Mødested for unge”.
Arbejdet med etablering af et mødested for unge i Thorsø er fortsat i gang med god støtte fra LAG Randers-Favrskov og Landsbyrådet. Men det er i høj grad repræsentanter fra lokalbefolkningen, herunder de unge, der er de bærende kræfter.
For mig at se er det vejen frem.
Vi skal etablere partnerskaber på tværs af kommune, civil- og lokalsamfund, hvor vi med afsæt i FN’s 3. Verdensmål: Sundhed og trivsel, der har som mål at sikre et sundt liv for alle og fremme trivsel for alle målgrupper, og det 11. Verdensmål: Bæredygtige byer og lokalsamfund, der er inkluderende, sikre, robuste og bæredygtige.
Med disse to verdensmål som kompas skal vi i de enkelte lokalsamfund i Favrskov finde lokale svar på de udfordringer, drømme, ønsker og håb, der måtte være blandt de unge. Det er ikke kun ”dem på kommunen”, der skal komme med løsningerne.
Som borgere må vi også tage ansvar for vores fællesskab og forvente, at det store fællesskab – kommunen – understøtter løsningsmulighederne for de lokale udviklingsønsker.
Med afsæt i de aktuelle udfordringer på bibliotekerne og ønsket om at finde bæredygtige løsninger for de unge samt ved at vi involverer og inddrager dem, det drejer sig om, får vi skabt en anden sammenhængskraft, hvor vi tager et fælles ansvar for at finde de rigtige løsninger.
Ovenstående er også et eksempel på, hvordan vi i praksis kan handle aktivt ift. verdensmålene og gøre dem til hverdag i Favrskov.