Radikale tager ansvar: Ufravigelige krav er no-go
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
For syv år siden tog Radikale Venstre i Randers Kommune beslutningen om, at vi vil have indflydelse – kort og godt tage ansvar ved de årlige budgetter.
Denne beslutning manifesterer sig ved, at Radikale Venstre i de seneste syv år har været med i alle budgetforligene, mens for eksempel Venstre kun har været budgetdeltager i fire af budgetterne.
Venstre er heller ikke med i år. Partiet stillede et ufravigeligt krav (i øvrigt sammen med Liberal Alliance), nemlig at den omkostningsbestemte husleje skulle fjernes.
Det eneste, Venstre har fået ud af deres taktik, er, som Jens Peter Hansen fra Frie Stemmer sagde under budgetdebatten, at den omkostningsbestemte husleje nu ikke fjernes. Socialdemokratiet har nemlig lavet en underskrevet delaftale med venstrefløjen om, at den ikke fjernes i de næste fire år.
Fremtidens Randers Kommunes udfordringer er svære. Skal hvidbogens udfordringer håndteres, kræver det realpolitikere og partier, der har kompromis- og samarbejdsevner. Skal hvidbogens udfordringer løses, er ufravigelige krav, som vi har set fra Venstre ved det netop vedtagne budget, no-go.
Det vedtagne budget har politisk bredde. Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Socialdemokratiet er deltagere. Desuden er der tre borgerlige stemmer, nemlig Jens Peter Hansen fra Frie Stemmer og de to borgerlige løsgængere Bo Vestergaard og Daniel Madie.
I den svære forhandlingssituation var der ikke nogen af os, der stillede ufravigelige krav. Alle gik vi målrettet efter, hvad der er bedst for vores borgere og virksomheder under givne svære betingelser; egne mærkesager og ufravigelige krav var ikke toneangivende – realpolitikere arbejdede.
Under budgetdebatten sagde jeg følgende: “Fremtidens Randers Kommunes udfordringer er svære. Skal hvidbogens udfordringer håndteres, kræver det realpolitikere og partier, der har kompromis- og samarbejdsevner. Skal hvidbogens udfordringer løses, er ufravigelige krav, som vi har set fra Venstre ved det netop vedtagne budget, no-go. De partier, der altid er Rasmus Modsat og i opposition i pressen, vil nok heller ikke evne at bidrage med den nødvendige realpolitik, desværre.”
Radikale Venstre tager ansvar – også i de næste fire år. Vores fokus vil være at skabe de bedst mulige budgetforlig og resultater for kommunens borgere og virksomheder. Hvordan vælgerne sammensætter det nye byråd, har selvfølgelig stor betydning for, hvilke resultater der kan præsteres.