»Trænger du til en pause fra uhyggen, så er jeg i kirken og holder englevagt til Halloween«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Vi nærmer os allehelgensaften, 31. oktober, som i år falder på en fredag. Så mon ikke der bliver et væld af børn, der i ly af tusmørket går rundt i mere eller mindre skrækindjagende udklædninger for at banke på dørene i håb om at få lidt søde sager?

Egentlig bryder jeg mig ikke om konceptet, for hvorfor sætte en skræk i livet på sig selv og andre? Tilværelsen kan skam være uhyggelig nok i sig selv, når man først tænker over den. Bedre bliver det i mine øjne heller ikke af, at halloween er så kommerciel, at man allerede flere uger forinden kan møde de mest skrækkelige ting og sager side om side med mælken nede i køledisken.

Kirkeligt set er halloween heller ikke til at klappe ad, for allehelgensaften og dagene lige derefter er jo i kirken en tid, hvor vi særligt mindes vores døde, som vi stadig elsker og holder af, selvom de ikke længere er iblandt os. Og hvorfor lave gak og løjer omkring sorgen og den kærlighed, sorgen ofte er udtryk for? Men om jeg kan lide det eller ej, så bliver halloween mere og mere udbredt, og i stedet for blankt at afvise den, tænker jeg efterhånden, at man gør klogt i at omfavne traditionen i en eller anden forstand.

Som mor ved jeg, at det at klæde sig ud kan være en både sjov og meningsfuld leg, ligesom ”den lille skræk i livet” – selvfølgelig passende afmålt til alder og udvikling – kan være med til at styrke barnet til at klare tilværelsens genvordigheder. Og det mørke og den ondskab, som tydeligvis også findes i vores verden, går jo heller ikke bare væk som dug for solen ved at lukke øjnene for den. Nok snarere tværtimod.

Ved nærmere eftertanke kan kirken faktisk byde ind med noget særligt i denne allehelgenstid, også i børnehøjde. Vel kan tanken om en kirkegård en sen aftentime forekomme uhyggelig, men i kirken kan vi faktisk tale om døden, så det ikke bare bliver en tom tradition for gys og gru, men derimod en anledning til at tale om det livsvilkår, vi alle er fælles om, og som selv børnene er klar over, nemlig at vi alle en dag skal dø. Og det har kirken faktisk et fint rum og veludviklet sprog for. Et sprog, der hverken skræmmer eller fortrænger, men som derimod åbner op for livsmod på trods.

Alt det har fået mig til at genoverveje, hvordan jeg kan komme halloween lidt mere i møde i år. Som mor vil jeg – ligesom de tidligere år – lade mine børn klæde sig ud for i fællesskab med venner at gå ud i tusmørket og mærke ”den lille skræk i livet” sammen med trygge voksne i nærheden. Men som præst vil jeg være at finde oppe i Fruering Kirke, hvor jeg denne aften – ligesom det efterhånden gøres flere steder rundt i landets kirker – vil holde Englevagt sammen med andre.

I tidsrummet kl. 17-20 vil kirken denne aften være åben for besøgende, både børn og voksne, som måtte trænge til en lille pause fra al uhyggen. Der vil være stjernehimmel, stearinlys, englevinger og himmelsk musik. Ligesom der vil være mulighed for at sætte sig ned i rare omgivelser og mærke, at »lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke« (Joh. 1, 5).

Måske vi ses?