Dumt at smide politikere ud af bestyrelsen
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Ved kommunalbestyrelsesmødet 7. oktober var der forslag om reduktion af kommunalbestyrelsesmedlemmernes bestyrelsesposter ud fra den filosofi, at man har for meget arbejde.
Hermed skulle en reduktion have det formål at skabe de bedste arbejdsvilkår samt medvirke til forenkling, således der kan skabes gode og robuste bestyrelser, så man kan frigøre tid til det politiske arbejde. Det skal ske ud fra nogle faste principper, så udpegningerne koncentreres til de bestyrelser, som har den største økonomiske betydning og væsentlige faglige relevans.
Så kriteriet for, at kommunalbestyrelsesmedlemmer skal sidde i bestyrelsen mener jeg bestemt er til stede. Det er den post, jeg har været mest begejstret for i mit politiske ærinde, og nej, jeg har ikke været overbebyrdet
Jeg mener, at ungdomsskolebestyrelsen har stor økonomisk betydning og væsentlig relevans.
Så kriteriet for, at kommunalbestyrelsesmedlemmer skal sidde i bestyrelsen mener jeg bestemt er til stede. Det er den post, jeg har været mest begejstret for i mit politiske ærinde, og nej, jeg har ikke været overbebyrdet.
Socialdemokratiet fik lavet et ændringsforslag umiddelbart inden mødet, hvor vi foreslog, at der stadig skulle være udpegning til ungdomsskolebestyrelsen med to kommunalbestyrelsesmedlemmmer.
Men dette blev desværre stemt ned (11-12). Havde Diana Therese Mikkelsen og Bente Hedegaard stemt for ændringsforslaget, så var det gået hjem.
Hvorfor mener jeg så, at der fortsat skal sidde KB-medlemmer i bestyrelsen, jo netop på grund af den store økonomiske betydning og væsentlige relevans. Derudover kan de unge, som har to pladser med to personer hver spejle sig i, hvad det vil sige at være KB-medlem. Det er meget dygtige unge, der med stort engagement involverer sig dybt i bestyrelsesarbejdet, og som også interesserer sig for politik.
Men sådan blev det ikke. Man mener, det skal sammenlignes med en skolebestyrelse i folkeskolen. Det er en fuldstændig tåbelig sammenligning, da netop de unge som bruger UngNorddjurs sidder med i bestyrelsen med stemmeret, og det har de ikke i en skolebestyrelse.
Med snart 16 års medlemskab af bestyrelsen som formand (12) og næstformand (4) ved jeg hvad UngNorddjurs indeholder. Det har været en balancegang mellem at være bestyrelsesmedlem og KB-medlem med fokus på overholdelse af de tilstedeværende økonomiske budgetter og vilkår, der nu altid vil være til stede i henhold til vedtagne budgetter. Regnskaber og budgetter har været overholdt til fulde af dygtig ledelse og godt samarbejde med den siddende bestyrelse.
Under debatten til KB-mødet, blev jeg af børneborgmesteren Aleksander Myrhøj, som også er formand for Børne og Ungdomsudvalget, benævnt som en “hæmsko” for UngNorddjurs, fordi der sjældent var sagsfremlægninger for BUU. Nej, det har der ikke været, fordi der ikke har været problemer med driften. Der er årlige temamøder med diverse organisationer ind i UngNorddjurs - blandt andet Ungerådet. Det er jo de unge, der skal høres, ikke bestyrelsen.
Men undskyld UngNorddjurs, hvis jeg har været en “hæmsko”.
Liberal Alliance vil have flyttet økonomi over i folkeskolen, da de mener ungdomsskolen er for dyr. Jeg ved ikke, om de skeler til de årlige ECO-nøgletal som KL hvert år fremlægger på diverse områder. Og ja, her skiller UngNorddjurs sig som regel ud hvert år med større økonomi, end sammenlignelige kommuner.
Og det er fordi, at UngNorddjurs udskiller sig på rigtig mange andre opgaver og indsatser, i forhold til mange andre ungdomsskoler – her kan blandt andet nævnes følgende:
· Ungdomsunivers/arresten (målgruppe 16-25 årige)
· RUN (målgruppe 16-25 årige)
· Skilsmissegruppe (målgruppe 10-18 årige)
· Ungdomsskolekonsulenter og SSP (målgruppe 10-25 årige)
· Projekter (målgruppe 10- 18(23) årige
· National grejbank (alle offentlige og fritidsorganisationer)
· Sorggrupper ( målgruppe 10-18 årige)
Hvis man udskilte disse tilbud og indsatser, ville ECO-tallet se markant anderledes ud.
Hvor vil Liberal Alliance lægge snittet? Er det nedlukning af ungdomsskolekonsulenterne, eller lukning af juniorklubber?
Der har jo været de helt store salgstaler i forhold til de netop overståede budgetforhandlinger, for etablering af et juniorklubtilbud i midt, ved Glesborg skole. Det er netop UngNorddjurs, der har regnet på hvad dette ville koste. Skal dette lukkes ned, førend det er startet op, kære LA?
Der kan ikke barberes mere af den resterende økonomi i UngNorddjurs uden det kræver nedlukninger. Og det er tendensen jeg oplever ved dem, som vil af med “hæmskoen”.
Der er allerede udsigt til at man vil gennemanalysere UngNorddjurs økonomi i den kommende periode.
Om der sidder KB-medlemmer eller ej i bestyrelsen, vil jeg stadig holde et vågent øje med behandlingen af UngNorddjurs.
Uanset “hæmskoen” eller ej, er jeg stolt af min tid i bestyrelsen. Den har været gavnlig for de børn og unge, der gennem tiden har brugt tilbuddet.
Det har til tider været en kamp at berettige UngNorddjurs sin eksistens i Norddjurs Kommune.
Tak for tiden, trods alt.