»Er Folkekirken for hele folket? Det vil jeg mene – men plads til alle betyder vel også, at der er plads til uenighed«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg har altid tænkt, at der var plads til alle. Egentlig hvor som helst.

Jeg ved ikke, om jeg blot er et barn af min tid. For som barn var der kvindelige statsministre, afroamerikanske præsidenter, og vielse af alle kønskombinationer i kirken. Jeg husker det ikke som revolutionært eller banebrydende. Jeg var bare en bette dreng, og tænkte »nårh ja, selvfølgelig kan de da det«. Nu er jeg selvfølgelig blevet ældre og kan godt se, at det ikke var så lige til; at det faktisk har været en barsk kamp om at få plads til alle. Og måske er der stadig ikke helt lige meget plads til alle.

For nogle uger siden var alle præsterne i provstiet på studietur til Vesterbro i København, og vi præstekadetter var så heldige at være inviteret med. Temaet for turen var mangfoldighed i kirken, og det var det så sandelig. Vi besøgte en mængde kirker på Vesterbro, og talte med deres præster om, hvordan det er at være præst i Danmarks mest folkerige sogn.

Her talte vi blandt andet med William Salicath om mangfoldighed i gudsbilleder: Vil det være et inkluderende gudsbillede på nadveren at beskrive Gud som en ammende mor? Det er jo faktisk tilfældet i Es 66,13 og 49,15. Det er et sogn med mange regnbuefamilier, så dette billede på Gud som moderlig kærlighed er særlig vigtig, især da vi erfarede, hvor meget modstand nogle af disse præster mødte af den måde, de var hyrder for deres kirker på. De skulle regelmæssigt forsvare sig selv og deres sognebørn for blot at være en del af Den Danske Folkekirke. Er Folkekirken da ikke for hele folket? I al dets afskygninger af lille og stor? Det vil jeg mene.

Men plads til alle i kirken skal vel også betyde, at der er plads til uenighed. Vi kan ikke alle være enige om alt konstant. Det ville blive skrækkeligt kedsommeligt. Forestil jer den samme forsigtige prædiken broadcastet ud i alle kirker hver søndag. Nej, lad kirken være mangfoldig, lad der være flere grene på oliventræet, uanset hvornår de kom frem. Som Paulus siger i Rom 11,18: »…husk på, at det ikke er dig, der bærer roden, men roden, der bærer dig.« Vi er mange grene, men har én stamme.

Vi talte også med tidligere HIV-og-AIDS-præst, Viggo Julsgaard Jensen, som afholder børnepride sammen med dragqueen Ramona. Det har nogle af os måske hørt om i medierne, og jeg var spændt på at lære om arrangementet. Men det var skuffende simpelthen, for det var i bund og grund som alle andre arrangementer i Folkekirken: folk var forsamlet, der blev sunget, der var en aktivitet, en person i præstekjole sagde noget. Og selvom det naturligvis har været kontroversielt, har det vel også bare været en gren på oliventræet? De havde oplevet enorm modstand for at være kirke på deres måde, endda levet i frygt til tider…

Efter foredraget med Viggo Julsgaard Jensen var der musikgudstjeneste i Enghave Kirke, hvor dragqueen Ramona sammen med juniorkoret og Ungdomskoret sang klassiske og nye salmer. For eksempel sang Ramona sin egen udgave af Anne Linnets og Johannes Møllehaves ”Mild, lattermild og gavmild” som nadversalme, og trods det ikke lød synderligt godt, så kunne jeg ikke lade være med at smile.

For der var plads til alle på det farverige Vesterbro, ligesom jeg tror, at der kan være plads til alle i hele folkekirken, plads til enighed lige så meget som uenighed. Så længe vi husker på, at vi alle er grene på samme oliventræ.