Fortsæt til indhold

Mursten med mening: Derfor skal Favrskov investere i Ulstrup

Debat
Nanna Skov IversenByrådskandidat, Venstre

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I Ulstrup er der gode faciliteter for foreningsliv, fællesskaber, natur og meget mere. Det glæder mig at læse, at jeg ikke er den eneste, der synes det – der er næsten gået sport i at fortælle, hvor herligt der er i Ulstrup.

Men vi må ikke hvile på laurbærrene, bare fordi vi bor smukt og har en aktiv idrætsforening. Og lige dér drejer debatten over i spørgsmålet om, hvorvidt en administrationsbygning i Ulstrup vil skabe værdi for lokalbefolkningen, ligesom den smukke natur gør.

Jeg frygter desværre, at en eventuel centralisering af administrationen vil afskære den vestlige del af kommunen fra resten. Og så taler vi ikke længere udvikling bredt i kommunen og i de fire hovedbyer. Der skal investeres i arbejdspladser, i rammer for at drive erhverv og i nye tiltag, der kan øge bosætningen i Ulstrup og omegn.

Favrskov skal se bredt – fra øst til vest, nord til syd – og være i balance. Investering i mursten i Ulstrup vil skabe reel værdi for lokalbefolkningen.

Expeditgrunden er et naturligt og oplagt sted at sætte kræfterne ind. Her kan etableringen af en administrationsbygning, hvis den nuværende i Hvorslev vurderes til ikke at skulle renoveres, sætte gang i byggeriet på grunden. Etableringen af det rekreative område med stier, beplantning og regnvandssø vil også skabe den aktivitet, mange har ventet på.

Favrskov Kommune skal se bredt – favne fra øst til vest, nord til syd – og være i nogenlunde balance. Vi ved, at gode og solide lokalsamfund er kendetegnet ved attraktive byrum, god infrastruktur, lokale arbejdspladser og stærke fællesskaber. Investering i mursten i Ulstrup vil derfor så afgjort skabe værdi for lokalbefolkningen.